Nattergalen flyver højt

Hvor begynder jeg min anmeldelse i denne tætpakkede dobbelt-danseforestilling? Med de disciplinerede, frie, talentfulde, udtryksfulde og sjove dansere? Med det afsindigt kraftfulde lydunivers fra det melodiske til de sygeste beats, så kroppen må bevæge sig, af de to gutter fra Den Sorte Skole? Med det vilde lysdesign der fanger både dansere og musik i en smuk farverig visuel helhed? Med den absurde, surrealistiske, collageagtige scenografi af mærkværdige former udskåret i træ, der flyttes glidende rundt på scenen? Hvordan får jeg fortalt dig kære læser, at du bør se denne moderne danseforestilling? Du får to for samme pris.

Lad mig prøve med et eksempel fra begyndelsen:
Den første danseforestilling er ”Nattergalen” af H. C. Andersen. Smukt og komisk koreograferet af Sebastian Kloborg. Enkel og forståelig i sine billeder og ”lettilgængelig” i sine fortællemidler. Jeg kender denne tekst og genkender straks flere dele i stykket. I dansen er kejseren byttet ud med en forretningsmand og nattergalen med en danserinde. Nattergalen danser med lette bløde bevægelser helt fri og alene på scenen. Ind kommer forretningsmanden. Han bliver grundigt børstet med fnugruller af sine mange energiske assistenter. Dette udvikler sig til en komisk og velkomponeret dans - a la børnelegen kluddermutte - og foregår helt uden musik. En gang imellem udbryder han et ”Sshhh” og alle går i frys. Forretningsmanden ”hører” nemlig nattergalens dans. Men straks efter begynder assistenterne igen deres job. Indtil et nyt ”Sshhh” bryder deres dans. Finurligt og godt fundet på. En lang sekvens der gentages og gentages i det absurde. Selvfølgelig ser forretningsmanden nattergalen og betages af hende og må eje hende.

Forretningsmanden og assistenterne danser både mekanisk og manisk og ens. De er komiske og tragiske i deres ønske efter at fange Nattergalen. Noget der så fint ligger i tråd med H. C. Andersens fortælling. Måden de viser, at nattergalen fanges på, er ved at iklæde hende både jakke og slips. Men hvad sker der når nattergalen fanges? Kan nattergalen slippe fri? Og hvad vil der ske med forretningsmanden hvis hun gør? Her åbner danseforestillingen sig op og breder sig ud til noget mere og andet en teksten. Historien flyder ud og der ligges op til at publikum selv tolker og fortolker billederne der gives af danserne.

Efter pausen begynder forestilling nummer to.
Med en tekst jeg ikke kender og måske derfor også syntes sværere tilgængelig. ”Nattergalen og Rosen” af Oscar Wilde. Vildt og mørkt koreograferet af Alessandro Sousa Pereira. Det er først efter, at jeg giver slip på min egen evindelige kiggen efter historien, sammenhængen og plot, at jeg begynder at nyde denne forestilling. Det kan tydeligt mærkes, at der her er at gøre med to meget forskellige koreografer. Hvor første forestilling var meget sammenhængende og udviklende i sin fortælling, har vi her en meget mere ekspressiv danseforestilling. Det mærkes at Alessandro Sousa Pereira arbejder mere med temaerne i teksten end i at ville fortælle en historie. Det er her dansen kan noget meget unikt. Jeg forstod ikke hvad der foregik, men jeg kunne se kroppe der kæmpede i rummet. Jeg kunne mærke at noget var på spil. Selv om jeg ikke med mit hoved forstod hvad det gik ud på, havde jeg en fornemmelse af at min krop gjorde. Der var noget tragisk, truende og mørkt over dette stykke. Alessandro Sousa Pereira formåede med sin stramme koreografi at holde mig fanget, selv om jeg et øjeblik faldt fra.

Derfor var det også skønt at stykkets afslutning var så kraftfuldt og fandenivoldsk. Insisterende og larmende. Med de tre dansere, hvor store paproser der dækkede deres hoveder, og en bragende musik i ørene, mærkede jeg måske alligevel, det jeg skulle uden at vide det. Det var en mærkelig men befriende fornemmelse.

En danseforestilling hvor det naturlige overvinder det kunstige og hvor Nattergalen flyver højt.