“At være eller ikke at være skuespiller” - når grænserne sprænges med frydefuld voldsomhed

I Djævleprojektet står den forrygende skuespiller Morten Burian midt i en eksistentiel og kunstnerisk krise. Han føler, at han er gået i stå, stagneret og fanget i gentagelsen af sig selv. Så hvad gør man, når kunsten mister sin glød? Med inspiration fra Faust vælger Burian den mest radikale løsning at påkalde sig djævelen, vel vidende, at prisen kan være hans sjæl.

Denne aften manifesterer djævelen sig i skikkelse af det unge talent Anna Bjørgulf, og fra det øjeblik hun træder ind på scenen, fornemmer man, at alt kan ske. Forestillingen starter tilsyneladende roligt, med Burian, der søger inspiration hos den yngre skuespiller, men da Bjørgulf erklærer: “Jeg starter altid fra 100 og så går det kun opad!”, bliver tonen sat.

Burian er ulidelig og uimodståelig som den kriseramte skuespiller, fuld af selvhad og selvironi. Hamlets berømte sætning bliver hans ror - på dansk, engelsk og sågar tysk. Men Bjørgulf møder ham med et køligt, næsten drilsk blik og udfordrer og forfører ham med though love. Har han mødt sin overmand - eller rettere overkvinde? Det er netop i den legende magtkamp, at forestillingens magi opstår.

Der slår gnister, når Morten Burian og Anna Bjørgulf mødes på scenen. - et eksperiment i grænser, krop og kontrol.To generationer mødes i et eksplosivt samspil, hvor risikoen og tilliden går hånd i hånd, og begge performere giver sig selv råt og uforsødet. Dette er to skuespillere, der får hinanden til at shine med morbid humor og grænseløshed.

Publikum reagerer direkte og spontant. Nogen griner, andre væmmes, flere udbryder højt undervejs. Det er sjældent, at et teaterpublikum bliver så medlevende og endnu sjældnere, at skuespillerne tager imod reaktionerne med så stor åbenhed. Improvisationen fungerer som et levende kredsløb mellem scene og sal. Rummet sitrer - intenst, elektrisk, næsten tysk i sin kompromisløshed. Her er teater, der ikke beder om accept, men kræver deltagelse.

Bjørgulf jagter Burian rundt på scenen, fodrer ham med chili og presser ham fysisk og psykisk til det yderste. Ud af hovedet og ned i kroppen, som den røde tråd. Det er voldsomt, ubehageligt, grænseoverskridende og samtidig underligt fascinerende. For bag den rå energi og det tilsyneladende kaos ligger en tydelig gensidig respekt, passion og en fælles lyst til at sprænge teatrets rammer. Et samarbejde som sjældent forløses i så ren en form.

Alt bindes sammen af Michael Sundings improviserede musik, der fungerer som en dirrende puls under hele forestillingen kun afbrudt af et nyskrevet hiphopnummer, hvor Bjørgulf for alvor folder sig ud. Det er både en poweropsang og en musikalsk forløsning, der sender et glimt af ren eufori gennem salen.

Djævleprojektet er en voldsom, morsom og modig oplevelse. Et stykke teater, der river, provokerer og forløser. Det er en påmindelse om, at scenekunsten stadig kan overraske, udfordre og vække os af tornerosesøvnen.

Jeg håber inderligt, at vi får lov at se Burian og Bjørgulf dele scenen igen, for i mødet mellem dem opstår der noget sjældent: levende, fandenivoldsk teater i sin reneste form.