Nærværende absurdhed

I en forfriskende moderne stil berører stykket nogle af livets store spørgsmål om kærlighed og død, og uden det bliver for plat. Det er et stykke i futuristisk stil med klare referencer til Jesusfortællingen og bibelske grundsymboler, som kampen mellem det gode og det onde.

Omdrejningspunktet i handlingen er en instruktørs forsøg på at skrive et stykke – ikke bare et hvilket som helst stykke, men lige netop dette stykke. Publikum følger tilblivelsen af dette stykke hele vejen, lige fra idéfasen til manuskript, fra instruktørens ambitioner om at ændre verden og til stykket bliver til. Også helt bogstaveligt talt, da scenografien primært består af blæk og papir!

Dermed var det en meget enkelt og minimalistisk scenografi, men ikke desto mindre harmonerede scenografien virkelig godt med den noget gakkede handling, der på denne måde fik plads til at være gakket, uden forstyrrelser fra de fysiske omgivelser. Stykket bød på flotte lyd- og lyseffekter, der tilførte det ellers enkle setup variation i det visuelle udtryk, med blandt andet flotte og kunstneriske gamle filmklip. Stykkets handling bevægede sig hele tiden indenfor et skift imellem virkelighed og uvirkelighed, imellem fiktion og fakta. Dermed fremstod stykket til tider en anelse absurd, men heldigvis kun som en humoristisk absurdhed.

Det var meget overbevisende skuespil der bar historien gennem hele stykket. De gode skuespilpræstationer førte publikum gennem hele følelsesregistret. Fra ekstremt sort galgenhumor og latterprovokerende scener, til rædselsfulde og sørgelige scener. Et tragikomisk stykke, der bød på en rutsjetur gennem tragedier og komiske verdensperspektiver, i en oplevelse af nærværende absurdhed.