Besættelse

Forestillingen er på mange punkter fin nok, men den når ikke helt ud til publikum, grundet den alt for teatralske helhed.

Jeg har to ting i mit liv der har en betydning for mig, teateret og historie.
I denne opsætning af "Besættelse" fik jeg opfyldt mine forhåbninger om en fangende skildring og fortolkning af Grethe Bartram's årsager til at samarbejde med tyskerne, kombineret med dygtigt teaterarbejde.
Under hele forstillingen sad jeg på kanten af sædet, fuldstændig fanget af Signe Mannov's indlevelse i rollen som Grethe Bartram, for ikke at nævne Jesper Dupont (SS Officeren Helmuth Rothenberg) og Nicolaj Bjørn-Andersen (Fængsels-vagten Emil Knudsen) der i sammenspil med resten af ensemblet fik skabt en fængende fortælling om måden Grethe Bartram kunne sno mænd om hendes lillefinger. Hele stykket var fyldt med en masse psykologiske aspekter der gjorde at jeg ikke kunne tage øjnene fra scenen under forstillingen, eller lade være med at forsøge og analysere videre på akterne efter forestillingen.

Jeg kan kun varmt anbefale dette stykke til folk der ønsker at indleve sig selv i fortællingen og har en interesse for en historisk fortolkning. Jeg kunne i hvert fald finde på at gå ind og se stykket igen.

Jeg havde ikke de store forventninger til denne forestilling, men besluttede mig for at være åben over for det der nu ventede mig. Men ifølge mig, var forestillingen ikke mindre end fantastisk.
Skuespillerne var enormt dygtige og stykket indeholdt stort set ingen rekvisitter, hvilket gjorde det meget levende.
Selve historien er autentisk, og er et stykke dansk historie som jeg ikke kendte til før. Må sige at det har givet mig indsigt i hvilke problemstillinger der var under og efter 2. verdenskrig.
Det fede ved stykket var at man sad med en ambivalent følelse over for Grethe Bartram (hovedrollen) fordi uanset hvad hun gjorde så, sad hun fast klemt i dilemmaer, hvor hun skulle vælge om hun ville give oplysninger om frihedskæmperne og sikre sin egen og hendes brors sikkerhed, eller om hun skulle nægte og risikere at hun og hendes bror bliver tortureret eller skudt.

Kan virkelig anbefales! Det er intet mindre end fantastisk !

Jeg er ikke en yppig teatergænger, men jeg var helt solgt da jeg var inde og se "Besættelse". Den måde skuespillerne får deres følelser frem, ikke bare på scenen, men helt ud til publikum er helt fantastisk.
Den måde rollen Grethe Bartram (Spillet af Signe A. Mannov) er helt speciel idet jeg som publikum ikke kunne finde ud af om jeg skulle hade eller elske hende. Det gav det rette billede af hende da det jo rent faktisk var det hun var så god, hvis man kigger på den historie, som stykket bygger på: Man vidste ikke om hun var med eller imod tyskerne og om man rent faktisk skal have sympati med hende.
Derudover synes jeg det er utroligt at tænke på, at "hvis tyskerne havde fundet så ville hun være en helt", men hun blev behandlet så forfærdeligt fordi hun var på den "forkerte" side.
Stor ros til hele holdet herfra, da alle skuespillerne gjorde det utrolig godt. Helmuth Rothenbergs karakter var jeg særligt vild med, da jeg synes han havde en utrolig humor og min yndlings scene fra stykket er da også med ham i afhøringslokalet, hvor han afhører hovedpersonen Grethes bror. Alle spillede med stor indlevelsesevne og jeg opdagede slet ikke, at jeg brugte over to timer på det.

Jeg må desværre sige at jeg ikke var imponeret, faktisk syntes jeg det var kedeligt og at specielt hovedrolleindehaveren var teatralsk på en rigtig irreterende måde. Jeg fik ikke noget ud af historien og lærte ikke rigtig personerne at kende. Den skuespiller der spillede gestapo mand spillede faktisk rigtig godt, men hans forsøg på at lyde tysk syntes jeg slet ikke lykkedes, det fik mig mere til at tænke på en fransk klovn, så det ville have fungeret meget bedre for mig hvis han bare havde talt dansk. Men jeg synes at resten af skuespillerne gjorde det godt og at scenografien var rigtig rigtig god.

"Besættelsen" med skuespiller Signe A. Mannov i hovedrollen er et gribende, rørende, lidenskabeligt og meget velfortalt stykke. Vi for ikke alene fortalt historien om den danske stikker Grethe Bartram, men om hvordan hele samfundet var under besættelsen.
Et mindre minus ved stykket vil være den måde det springer rundt i tiden på. Til tider er det svært lige at se om man befinder sig i et flashback, og i så fald hvor langt tilbage, eller i nutiden.
Et flot teaterstykke.

Besættelse er underholdende og godt håndværk. Et stramt komponeret arrangement i en simpel men virkningsfuld scenografi, gør den absolut seværdig.

Desværre er den alt for lang. Der er en pause, hvor stykket skulle have sluttet. Ved pausen har vi et godt og grusomt billede af fortællingen, med tilpas meget overladt til fantasien. Men efter pausen kommer det desværre til at handle om at lukke disse 'huller' i fortællingen, så vi ved hvad vi skal tænke.

At fortællingen drejer sig om en virkelig person i Danmarkshistorien, kan jeg ikke komme udenom har en vis betydning for oplevelsen. Besættelsen af Danmark er tilsyneladende et emne, der er vigtigt for alle danskere, mig selv inklusiv. Havde den ikke haft et strejf af historiens vingesus, ville den blot være en simpel historie om en tilfældig spion, der i fangenskab bruger sine talenter til at slippe for den visse død. Men netop historien rammer én, og derfor kommer den også til at række ud over stykket og ind i alle myterne og fortællingerne om, hvad der egentlig skete under 2. verdenskrig, og det moralske efterspil. Er man interesseret i denne side af krigen kan jeg i øvrigt varmt anbefale 'Frydenholm' af Hans Sherfig, der netop debatterer samarbejdspolitikken.

Måske fordi 'Besættelse' forsøger at række ind i myterne, kommer den til at ville for meget på en gang. Af og til begyndte tankerne at vandre ad vildveje, fordi figurerne handlede umotiveret eller teksten blev en kende kedelig.

Det der virkelig bevæger mig, er den visuelle side. Scenografiens enkle design og den effektive side- og toplys kombination giver muligheder for billeder, der rummer al den tvivl, grusomhed, udnyttelse, ydmygelse og menneskelige ambivalens som ordene let lukker ude. Det stramt komponerede arrangement udnytter dette, og af og til kunne jeg godt ønske mig at de lod billederne fryse fast så jeg havde tid til at betragte dem ordentligt.

Rigtig flot opsætning af Ann Sofie Oxenvads "Besættelse".

Som tilskuer bliver man hurtigt indfanget og opslugt af Grethes univers, hvor løgne (eller sandheder) filtres sammen og man tvinges udi en stillingtagen til det gode vs. det onde.
Grethes egen kamp for retfærdighed sætter samtidig spørgsmålstegn ved samarbejdspolitikken, og efterlader ingen uberørt.

Den særlige scene er udnyttet til perfektion, og giver plads til personlighederne - de får hver deres eget "rum", som undervejs brydes med kraft og voldsomhed. De fysiske udtryksformer er derfor - hvis ikke mere - kraftfulde end de talte. Scenografien er virkelig flot!

De mange etiske overvejelser, der formentlig har været i forbindelse med opsætningen, giver forestillingen et skrøbeligt præg og man fornemmer skuespillernes respekt for "deres person og historie". Det er tiltrækkende som publikum at mærke denne angst/ærefrygt for at overtræde anstændigheden, og balancegangen er ganske simpelt fængslende.

En meget fascinerende, flot og forførende forestilling der fortæller mere end en historie!

En forestilling om magt, begær og besættelse, med en ung smuk femme fatale i hovedrollen, hensat i den mest dramatiske periode vort land har haft de sidste 100 år burde være et rigtig godt udgangspunkt. Når man dertil lægger en fantastisk gennemført scenografi og nogle solide skuespilpræstationer, ikke kun af hovedrolleindehaveren Signe Mannow, men også resten af holdet, burde dette have været en storslået oplevelse. Men desværre endte det overraskende nok med at være en lidt kedelig oplevelse.

Problemet tror jeg skal findes i forestillingens forsøg på at fremstille historien både historisk korrekt og nuanceret. Resultatet er desværre at vi som publikum ikke har en klar fornemmelse af hvad karakterernes projekt er, og dermed heller ikke får en interesse i at følge deres udvikling.
Om dette ligger i teksten eller i instruktionen skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kunne personligt godt have tænkt mig at blive mere udfordret på mine holdninger, overrasket i forhold til karakterernes stereotypi, og forført af teatrets virkemidler.

Moralen bliver en underligt udvandet pointe om at den danske samarbejdspolitik var lige så meget med til at udlevere folk til nazisterne som stikkerne. Men en særlig indsigt i den menneskelige psyke bag stikkeren som fænomen, eller besættelsen som metafor for magtbegær og ambition udebliver.