Venskab på trods af alt

Dejligt berigende at Hasan Hadi har skrevet og instrueret en film om hans Irak i 1990’erne med Saddam Hussein, krige og fattigdom ud fra barndomserindringer tilsat lidt fiktion og improvisation.

Stærk, barsk og rørende film med naturligt, ægte spil fra skuespillerne, som er fantastisk godt castet.

Lamia er 9 år, og bor hos sin bedstemor sammen med sin trofaste hane Hindi. Hun hjælper til derhjemme, beder og går i skole, og det er den faste rytme, indtil alt forandres.
En budbringer fortæller bedstemor, at hun ikke længere skal arbejde i marken, og dermed mistes det økonomiske eksistensgrundlag. Han giver Lamia et æble, og det vil blive hendes frokost, men læreren tager det uset op af hendes taske.
I skolen trækkes lod, og S skal bage kage, men hvordan få råd til det? Hun ved ikke, bedstemor har mistet sit job og tror, bedstemor er vred på hende af uforklarlige årsager.
S stikker af fra lille spisested, da hun opdager, at hun skal bo hos en ny familie.
I forlystelsesparken finder hun sin ven Saeed, og der rykkes ved hendes moralbegreber, da hun finder ud af, at han stjæler penge fra folks lommer, men de stikker af sammen.
En rejse begynder sammen med hanen Hindi, for der skal skaffes ingredienser til kagebagning, da ingen tør trodse lærerens ordrer, Han er ifølge ham selv en soldat, der anmelder.
Æg skaffes ved at slæbe tunge sække op af en trappe. Fars ur sælges, og L vælger at købe en flot kage, men pengene viser sig at være falske.
Mel stjæles fra pose på marked, og her bryder hun sine egne principper om ikke at stjæle.
Tørklæde på og så
beder hun i en moske’ - ene pige - blandt mænd, så også her rykkes ved alt, for bøn er vigtig på trods af, hvad der normalt er acceptabelt.

Begravelse og hvad sker der herefter for et forældreløst barn? Gadebarn?
Lille voksen nu - barndommen er forbi, og hun fik ikke sagt farvel til bedstemor.
Padler alene hjem og kigger på sit spejlbillede i vandet, et vindue til sjælen og selvet, der er forandret for altid.

Et vigtigt tema i filmen er venskab, som udfordres, modnes og bliver stærkt.
Ligeledes er der i høj grad fokus på deres personlige udvikling, især pigens.
Alt dette fortælles ud fra Lamia og Saeed på 9 år via deres frugt/kage-rejse, og deres overlevelsesstrategi med at stirre hinanden i øjnene og den, der blinker først, har tabt, og på denne måde glemmer de bombenedslag og andre trusler.

Jeg var indfanget af filmen fra start til slut, og havde svært ved “at lande” bagefter, så jeg gik en lang tur efterfølgende og tænkte over, hvor priviligeret jeg egentlig var både i 1990’erne og også nu.

Stor varm anbefaling og håber rigtig mange vil se filmen❤️.