Dansende fra sent aftenmøde til oplysning

Tempoet, længden og mængden af karakterer er de tre problemer ved den ellers stemningsfulde hiv-hjertefortælling. Der blødes for en sag. Og der kæmpes med blod. Aktioner, foreningsmøder, pride- og klubfest er indholdet. Og så kommer et sygdomsforløb og overtager alt. Der er bare så mange karakterer, og alle skal høres. Det er meget demokratisk, men svært at holde sig engageret hele vejen. Mere krydsklipning kunne være svaret. Eller en mere præcis udskæring af det vigtigste. For det er en rigtig fin miljøskildring, men som film (der ikke bruges i undervisningsøjemed) forsøges for meget at favnes. Det er trods alt kun 120 slag hverandet minut. Og vi får kun den ene side af sagen med. Lægen får ikke et ben til jorden. Hvad var op og ned i medicintilbageholdningen? Helikoptergennemgang af sagens kompleksitet ville også kunne hjælpe uden at tage af den intensitet, som er filmens hovedåre.