Pigevold til beatbox-rytmer

En pigebande på tre unge kvinder er på flugt på cykel hen over brostenene og til indre bys diskoteker efter at have tæsket en fjerde kvinde gul og blå. Hvad sker der med hende: Dør hun eller overlever hun? Tankerne kværner i rytmiske ordstrømme, hvor den enes stemme overtager den andens. De tre unge skuespillere taler gennem det meste af stykket til beatbox-rytmer og underlægningsnynnen. Det gør de godt, og det skaber tempo og en særlig stemning, som passer godt til stykkets miljø, men som desværre også kan gøre det vanskeligt helt at følge med i de tre kvinders ordstrømme. Lyssætningen er flot og understreger stykkets handling, miljø og fokus på bedste vis og fungerer fint som markør af sceneskift. Det, at der ikke fysisk skiftes kulisser, bidrager til stykkets næsten åndeløse tempo. Stykkets rytme og tempo er på en gang lækkert og veludført og understreger det miljø, handlingen udspiller sig i, men er også med til, at jeg sidder tilbage med en tvivl om, hvor vidt jeg nåede at få det hele med? Er det min eller opsætningens fejl, at jeg ikke rigtigt fornemmede, hvorfra al den vrede kom, som fik pigerne til at tæve et offer gul og blå? Måske er det ikke meningen, at stykket vil svare på det – måske skyldes det ikke andet end pigernes alder, miljø og det fællesskab, de skaber med hinanden? Flot spillet og opsat. 5 kongekroner.