Sofistikeret visuelt fysisk komik

Slinger i Valsen er en hyldest til stumfilmen - og slapstick-genren. Den fysiske komedie er præget af overdrevne, energiske handlinger, klodsethed, vold og ødelæggelse. Der bliver ikke sagt et ord, men danset og kæmpet og væltet rundt på scenen. Dette stykke viser hvor sofistikeret og opfindsom visuelt fysisk komik kan være - og at nutidens action og stunts har sine rødder i stumfilmens verden. Slapstick stumfilmen var en legeplads - og en farlig en af slagsen.
Stykket er gennemført, gennemkoreograferet og en fryd for øjet - og øret. Hele forestillingen er fyldt med karikerede lydeffekter og masser af musik. Fra det store følelsesladet orkester til det komisk hurtige tegneseriemusik og over i et moderne Tarantino soundtrack. Her har Don Gnu lagt en helstøbt stil ned over stykket, så publikum føler vi er trådt lige ind på settet til en stumfilm.
Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Det mærkes at der er lagt blod, sved og tårer i forestillingen, og jo mere de hyler op og sveder og banker hinanden - des gladere bliver jeg som publikum. Don Gnu har skabt en farlig legeplads med stunts og koreograferet kamp/dans der både er sjovt og gør helt ondt at se på.

Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup leverer vanvittigt gode fysiske præstationer. De imponerer med deres kropslige timing og formåen. Men samtidig formår de også at spille godt skuespil. Her portrætteres overbevisende karikerede og genkendelige figurer, i form af Gøg og Gokke. Deres mimik og lyde er som at træde ind i stumfilmens univers. Jannik og Kristoffer spiller Gøg og Gokke med charme og venskab så det er både komisk og rørende.
Hertil kommer så Mikolaj Karczewski, der spiller en fremmed figur der gennem stykket både modarbejder og hjælper vores to hovedpersoner. En lige så imponerende præstation. (En scene hvor han går i bad efter en boksekamp og udføre en lang monolog på volapyksprog - var storartet og komisk).

Der er referencer til stumfilm i både det små og det store. Fra Georges Méliès og hans film "En tur til Månen" ("Le Voyage dans la Lune") fra 1902 og Chaplins Diktatoren fra 1940. Der bruges mellemtekster (små tekststykker af dialog projekteret op på scenografien). Som stilistisk er både komisk og smukt. Blot for at nævne nogle stykker.

Der er så meget jeg har lyst til at beskrive om stykket, men som bør opleves på scenen. Lige fra scenografien med masser af stiger, der pludselig bliver til et fængsel og en boksering til videoprojektionerne der forvandler scenen fra en bilflugt til en flykamp. Opfindsomheden i denne forestilling er høj.

Jeg kan kun skriver: Gå straks i teateret og bliv glad i låget - opdag eller genopdag glæden ved stumfilmen og slapstickgenren. Og her på falderebet tillader mig næsten at skriver ... der er ingen slinger i valsen.