Naboer og fællesskab

Vi har alle naboer, og her i København i Folketeatrets nabolag bor man tæt på hinanden i lejlighedsopgange og erhvervsejendomme.
Min exmand og jeg boede i en andelslejlighed på Frederiksberg i 2 år, og det var til en meget rimelig husleje, men til gengæld havde vi fælles toilet med naboen, der bestod af forældrepar og 2 små børn.
Hele opgangen havde et fælles badeværelse i kælderen, så det var svært at komme i bad, og når det så endelig lykkedes, var der ofte kun koldt vand tilbage.
Vi havde det fint nok med naboerne, men da vi fik det første barn, blev pladsen for trang, og vi flyttede så i rækkehus, hvor vi fik helt andre naboer.
Her det udelukkende praktisk kommunikation: hækkens højde, må jeg låne din sneskovl, kan jeg låne nogle havesække, fælles rotte- og kloakproblemer.
Jeg er opvokset i en lille by, hvor man ikke låste sin dør, så lige pludselig stod naboen måske i entréen, men jeg nyder faktisk selv at kunne bestemme, om døren skal være åben eller ej.
Jeg er med i en lille gruppe, hvor vi alle har pensionistkort, så vi får en masse oplevelser sammen. Vi mødes ikke privat, og vi er ikke naboer, men vi er jo alle nogens nabo.

Det var en spændende, anderledes måde at formidle budskaber på, og det fungerede fint med mission-control-room med direkte link til performerne på mission ude i virkeligheden udstyret med smartphones og selfiesticks.

Værten Erik og lydmanden sørgede for at styre forestillingen, så vi skiftevis fulgte med i Annikas og Nicolais jagt på naboskab, og vi som publikum klappede eller knipsede for at få nabobarometret til at stige.
Vi fik rørt lattermusklerne godt undervejs, og der var en rigtig god stemning i teatret.

A og N starter med at arrangere et lille danseevent med en gruppe, der sidder udenfor og hygger. Publikum “danser” med.

Næste stop i A’ s jagt er et lille hyggemiljø i en gårdhave med potteplanter på bordene og vasketøj flagrende højt oppe, kunstforening osv., men ikke det personlige naboskab.
B’s stop er en natklub, og heller aldrig ikke her det personlige.

3. og sidste stop var for A’s vedkommende en Amerikaner, der boede i Pisserenden.
Hun fulgte nogle af eksperternes råd: sig hej og kig din nabo i øjnene.
Kig i køleskabet og her var ost, ost, ost.
Bed om en kop kaffe, og her fik hun en med en kat på.

B’s 3. var et kollegie for Universitetsstuderende, og han bød dem på medbragt cocktails, så han her samtidigt kunne aflæse deres glas/krus, eller hvad de nu brugte til at drikke af.

Ingen af dem brugte ekspertens råd om at kigge i klædeskabet, men det er nok også lige grænseoverskridende nok.

Sammenfattende vil jeg sige, at det absolut er en seværdig forestilling, som kan sætte en masse tanker i gang hos os alle, og det var en fin afslutning at tage Amerikaneren og en af de Universitetsstuderende med tilbage til Folketeatret og sige kom og mød din nabo.