Taktilt ubehag

Et syretrip af live øredød og sneglende omfart i Dansehallerne største sal, sender tankerne på afveje.

Otte performere begiver sig i en form for trance/ekstase rundt i ring iblandt publikum, som er frit seatet i scenografien. Det gør perspektivet meget varierende i løbet af de lange 55 minutter, og folk i midten må dreje sig med rundt. Når man læser præsentationen og skal koble den til det oplevede, falder det helt til jorden. Det er ingen billeder af landskaber og den måde, vi mennesker er forbundne med dem. Uden replikker sættes der ingen ramme eller gives mulighed for at indleve sig i de tildækkede, mystiske væsener, som kommer helt tæt på. Dog uden vi kan se deres ansigter, der mest virker indadvendt lukkede. En af publikummerne ender i et halvliggende kram, og skuespillet er påtrængende hele vejen igennem uden at blive morsomt. Udviklingen udebliver, udover højere lyde og lidt skrigende udbrud. Var det det?

Klapsalven var ret behersket på trods af premiereaften, hvilket må få alarmklokkerne til at ringe hos holdet bag. Der skal noget mere på spil, før det rykker. Måske kunne det have fungeret som gadeteater, men ikke her i den flotte hal. Jeg får lyst til at drive dem ud!