Hva’ gør vi nu, lille du?

Vi hører og læser meget om pigebander, en slags tæskehold, der finder et i deres øjne nemt og svagt offer.
I denne forestilling er der til gengæld fokus på interne stridigheder i en pigebande.
Stærk start hvor det 4. medlem ligger og halvkramper på brostenene. Et opslag på nettet forklarer Luli som tissemand, og luli + juice som sæd, så hvad er der sket her? Voldtægt og groft overfald?
De 3 øvrige unge piger går i panik, skal vi ringe efter ambulance? Nej så kommer politiet bare.
De flygter på cykel til diskotek, hvor de bilder sig selv ind, at de kan danse episoden væk, men flashback og genoplevelse.
Relevant musik til at understøtte stemningen, bl.a. puls der banker hårdt og rytmisk, og udover Gasolins Hva’ gør vi nu, lille du?, Kim Larsens Papirsklip, hvor vi hører om barndommen, venskaber og kærlighed, om at drømme sig væk fra nutiden, hvor verden er blevet kold og forladt.
Den ene søster drømmer sig væk til Spanien, hvor hun forestiller sig, at mor og hende skal besøge søsteren, der er blevet ansat til at spille og synge.
De 3 finder ud af, at de lever i et overvågningssamfund, så de kan ikke lyve sig ud af hvad der skete med den 4.
Spørgsmålet er så?
Hvorfor gjorde de det?
Det føltes som at se en boksekamp, hvor Nat sparkede løs, sangsøsteren ret pludseligt snittede med den kniv, hun havde lovet at opbevare.
Der taltes om G og sæd, så jeg tolker det som om, den 4. pige havde overtrådt en uskreven regel om ikke at tage en af de andres fyre.
Jeg læste i en artikel, at en ung pige havde sagt, at der var ikke nogen grund til, at hun havde udøvet vold mod en anden pige, det blev bare helt sort indeni, og hun havde det som om, hun var med i en eller anden krig.
Stærke, troværdige skuespillere og sammen med musik og sang gik det op i en højere enhed.
Forestillingen er velegnet til debatteater for de ældste skoleklasser, og i kraft af den enkle og funktionelle scenografi nem at spille alle vegne.
Jeg blev lidt overvirret over, at personerne mest hed et eller 2 bogstaver, og kunne ikke helt huske bagefter, hvem G var, men måske er det heller ikke så vigtigt.