18. september 2026
Producent: AROS
Id: 2535
Der er tale om en særlig forvisning for anmeldere mellem klokken 11.50 og 14.00.
Udstillingen præsenterer mere end 70 malerier og skulpturer fra samlingen på Neue Nationalgalerie, Tysklands nationalmuseum for moderne kunst fra det 20. århundrede.
Gennem fire turbulente og traumatiske årtier skildrer den samspillet mellem kunst og politik, individ og samfund og synliggør, hvordan de omfattende politiske og samfundsmæssige forandringer i Tyskland satte deres præg på kunsten. Udstillingen skildrer også Berlin i årene efter Første Verdenskrig – en by præget af krigens traumer og politisk uro, men også af et dynamisk kulturliv, international udveksling og radikale kunstneriske eksperimenter.
Flere af værkerne, du kan opleve på ARoS, blev forbudt, nogle endda konfiskeret under det nazistiske regime, og står i dag som stærke vidnesbyrd om kulturpolitikkens rolle og om kunstens evne til at udtrykke modstand, menneskelighed og håb.
Glæd dig til mesterværker af blandt andre Otto Dix (1891–1969), Hannah Höch (1889-1978), Wassily Kandinsky (1866-1944), Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938), Paul Klee (1879-1940), Käthe Kollwitz (1867-1945) og Emil Nolde (1867-1956) i en udstilling, der er højaktuel i vores tid, hvor spørgsmål om ytringsfrihed, identitet og politisk uro endnu engang optager verdenssamfundet.