Autentiske erindringer

Skuespilleren Lane Lind taler lige ud af posen i sin erindringsbog, »Det jeg aldrig glemmer«.

Det er blevet mere almindeligt, at man offentligt også hænger lufter familiens beskidte vasketøj. Leonora Christina Skovs autofiktive romaner er vel de bedste og meste aktuelle eksempler.

Hvad man synes om den slags er i sidste ende en smagssag. Man kan konstatere, at graden af blufærdighed har rykket sig de seneste årtier - i takt med udviklingen på sociale medier. Uden at påstå, at de sociale medier er en faktor i forhold til bekendelseslitteraturen.

Det, der taler for Lane Linds bog, er ærligheden. Hvis man endelig skal udgive sine erindringer, kan man lige så godt lade dem være autentiske og lade være med at tegne et skønmaleri. Det sidste har vi mere end rigeligt af i selvbiografier.

Jeg nød læsningen af »Det jeg aldrig glemmer«. Bogen er bygget op i små korte afsnit, der gør, at man kan læse den i små bidder. Sproget er enkelt, og stilen er ligefrem. Faktisk meget uprætentiøs. Man kommer med om bag scenetæppet.

Lane Lind gør sig mange relevante tanker, som er vedkommende for de fleste normaldanskere - hvad det så efterhånden er…