En blandet fornøjelse.

Allerede 10-15 sider inde i Jan Guillous Brobyggerne var jeg voldsomt irriteret på bogen. Hovedpersonerne er stereotyper og overmennesker – genier, som tilmed er stærke og gæve og har heldet med sig. Det er simpelthen ikke troværdigt. Samtidig er bogen ikke specielt original eller litterært udfordrende, og den veksler sært mellem det indlysende, banale og til tider detaljeret makabre.

Rent historisk er den sikkert ganske korrekt, og man kommer vidt omkring i beskrivelsen af datidens samfund, udvikling og politik. Samtidig skal jeg da indrømme, at jeg – da først præmissen modstræbende var accepteret - egentlig var godt underholdt undervejs.

Den tekniske tilgang med bro- og jernbanebyggeri er også interessant, og den norsk-tyske vinkel er frisk – men som periodeskildring er det set før (f.eks. i Ken Folletts Giganternes Fald) og gjort bedre (som i A.S. Byatts The Children’s Book).