At blive til som far i den senmoderne neoliberale kapitalisme

Jonas er vred på samfundet, men elsker sin datter og sin kone. Han skriver om ubehagelige stedfædre, underbemandede vuggestuepædagoger, nedslidte slagteriarbejdere. Om at være vokset op 'på bunden af samfundet' og forsøge at leve op til 'samfundets' forventninger, gå på arbejde, betale regninger. Om mangelfuld hjemmepleje, hospitalsvæsen og psykiatri, om ministre i jakkesæt, erhvervsledere, bankfolk. Om at forsøge at lave en revolution af kærlighed for sit barn og kæmpe for dets plads i verden.

Jonas Reppels 'Spædgry' er en samling prosadigte i en mere eller mindre kronologisk og sammenhængende fortælling. Nogle af dem fungerer stærkt i sig selv, men den reelle force er efter min mening i det større billede. Dog synes jeg også at 'Spædgry' forsøger at gøre sig lidt større end berettiget. F.eks. ved at lægge ud med et citat fra Ola Julén, der beskriver hvordan Lars Norén og Michael Strunge "har et desperat behov for kommunikation" og "skriver for livet" og et Heiner Müller-citat: "Min skam har brug for mit digt". Jeg synes ikke digtsamlingen helt tåler denne storladne introduktion med ofte simple betragtninger som "der er orm i omsorgen" eller barnlig indignation over 'jakkesætsmedisteren", "ministerpølsen", "griseministeren". Det føles til tider som et manifest fra en teenager, der sidder i sit kælderværelse og ryger en fed efter sit første møde med socialistiske tænkere og lige har fået øjnene op for kapitalisme og den moderne verdens samfundsorden. Det bliver en til tider lidt studentikos vrede, hvor det virker til at indsigterne føles dybere for forfatteren end de fremstår i praksis.
Men alt i alt en rigtig fin digtsamling om tab, savn, fødsel, tilblivelse og om at finde sin plads i verden.