Tommy Tvebak

I mit liv har jeg skiftevis beundret ( Sir Henry-tiden ), fornægtet ( Grand-prixtiden ) og foragtet ( druktiden ) Tommy Seebach. Han har for mig været mere Tvebak end Seebach. Netop derfor er det interessant at læse biografien om ham. Den giver et fint billede af en talentfuld musiker og producer med et ganske stort mindreværdskompleks.
Et ikke usædvanligt billede af kendte personer, det går galt for.
Det usædvanlige ved bogen er, at familie og venner i høj grad har gjort deres for at levere materialet, så det kunne blive så sandt som muligt. Bogen bygger på en række interviews, tilsyneladende en omfattende scrapbog samt private fotografier. Det giver en følelse af at teksten er troværdig.
Og det er spændende at følge Tommy og familien. Man ved jo hvordan det ender, så man leder undervejs efter om det kunne have været anderledes. Der var tilsyneladende mange, der gerne ville hjælpe, men det ser ikke ud som om Tommy ville hjælpes. I filmen om Tommy fortælles at Tommys standardreplik, når nogen ville hjælpe ham, var :
Du er sgu´klog, hva ?. Nå skal vil ikke høre noget musik ?
Bogen giver det samme billede.
Jeg slugte bogen, fordi jeg så gerne ville vide, hvad der skete og hvorfor.
Så den burde have fået flere stjerner. Når jeg lander på 4, skyldes det forfatterens sprog. Magen til klichefyldt bavl skal man lede længe efter.
Jeg synes, at manden med de gyldne fingre og ører havde fortjent en forfatter med lige så store krav til sit sprog.
Prøv at se bort fra det og læs bogen.