I DAG:
Anbefaling - Bøger

At træde tilbage og betraget sit liv

DET JEG ALDRIG GLEMMER anbefalet af Michael Bonde
4. oktober 2021
Vurdering:
Samlet vurdering:
Skuespilleren Lane Lind har skrevet erindringsromanen ”Det jeg aldrig glemmer”. En selvbiografi om hendes turbulente og til tider kaotisk liv. Bygget op i små kapitler med overskrifter der hver fortæller om en del af hendes liv – stort som småt. Langsomt men sikkert kædes kapitlerne sammen til et levet liv. Fra barndom og svigt til flugt og selvstændighed. Fra ægtemænd til en Reumert. Fra Indien og USA til skuespiller og rektor på skuespillerskolen. Fra kærlighed og had til fortrydelse og tilgivelse – og serien Matador. Bogen ser tilbage på et langt levet liv fyldt med sorger og glæder og det er Lane Linds evne til at reflektere over sit eget liv der gør denne bog interessant og læseværdig. Det virker allerbedst når hun, som hun selv beskriver i bogen, ”træder tilbage og betragter mit (sit) liv”.

En erindringsbog eller selvbiografi bør efter min mening være ærlig, ægte og autentisk – men hvad vil det egentlig sige? Som læser kender jeg kun personen der har skrevet bogen overfladisk, som med denne bog gennem Lane Linds teater- og tv-roller. Hvordan kan jeg vide hvad der er ærligt og ægte? Det kan jeg ikke. Men gennem hendes sprog og beskrivelser af hendes liv skinner autenticiteten igennem. Det der gør bogen autentisk, er de enkelte beskrivelser af hendes erindringer. Passager der næsten nøgternt beskriver det skete og derefter tilsættes et lag refleksion, fra kvinden der kigger tilbage på det skete. Der tvinges ikke en følelse ned over os som læser, men vi følger Lane Linds egen tankestrøm. Hun tager os med i både det lette og det svære. Hun lader os betragte både de lykkelige og de sårbare øjeblikke i hendes liv. Og jeg er meget glad for at have fået muligheden for at kigge bag tæppet i Lane Linds liv.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Hamburg Ballet John Neumeier
Spilleperiode 16. maj - 18. maj
SØREN ELSKER KATINKA
Spilleperiode 5. maj - 22. maj
Live in Turku
Udgivelsesdato 17. maj
Papmaché-reglen
Spilleperiode 8. maj - 8. jun