De azurblå heste er dit tastatur

’Sange fra bugspytkirtlen’ er en digtsamling som aldrig formår at røre mig. Det bliver til et par latterudbrud, men ikke pga. digtets humor og ironi, mere pga. digtets forfærdelige formåen og higen efter anerkendelse og poetisk klang. Thomas Wivel veksler mellem at bruge hverdagssprog, som bliver lidt ligegyldigt og uinteressant, og poesistereotypiske formuleringer, heriblandt en masse lange tillægsformer.
Ofte sad jeg tilbage med en følelse af, at Thomas Wivel prøver at være noget, iscenesætte noget, i stedet for at tale mere ærligt og menneskeligt.
Så Hr. Wivel, det er altså ikke, fordi jeg ikke vil høre om din elendighed. Jeg vil GERNE vide noget om dig og dit misbrug og din skilsmisse, men du skjuler det bag noget uægte, der er pakket ind i vendinger som skaber mere distance end det skaber samhørighed, forståelse, og nærvær.

Hvis du stadig gerne vil læse digtsamlingen, så kommer der lige to vers, som et sidste forsøg på at advare dig: De azurblå heste er dit tastatur/Så skriv nu!