I DAG:
Anbefaling - Bøger

Middelmådig fortælleteknik

Zabrina anbefalet af Hans Christian Davidsen
17. januar 2018
Vurdering:
Samlet vurdering:
Jette Steens »Zabrina« er ikke stor litteratur. Det er jeg nødt til at slå fast.

Romanen er mættet med usandsynligheder. Et ægtepar finder et spædbarn liggende i en norsk fjeldhytte, mens parret er på vinterferie. Det snupper parret så lige med hjem til Danmark, hvor naboerne godt nok undrer sig og først mange år senere får sandheden at vide af den ikke-biologiske mor - som ikke selv har kunnet få børn.

Naboerne accepterer forklaringen på ganske få linjer, ler og siger så blot: »Ja samtale er det rigtigste, men derfor gjorde I måske alligevel det rette ved ikke at betro jer til alle og enhver dengang. Folk er jo så forfærdelig nysgerrige og misundelige«. Og så er den ged barberet. Næsten.

Dette er blot et eksempel på Jette Steens middelmådige fortælleteknik. Store situationer koges uelegant ned af en alvidende fortæller, der ikke egner sig til en voksenbog.

Jette Steen fabulerer og fortæller fantastiske historier. Man må give forfatteren, at hun har en livlig fantasi. Men rytmen i romanen er ujævn. Forløb og situationer, der kræver plads og brede penselstrøg, kommer den alvidende fortæller og klarer med et snuptag på ganske få linjer.

Det er alt sammen meget fortællende og meget lidt beskrivende. Der overlades ikke meget til læseren selv. Er læseren endelig ved at skabe billeder inde i hovedet på sig selv, kommer den snusfornuftige og nogle gange lidt for kloge fortæller, der har svar på det hele og speeder historien op med lidt hurtigt sukker, der går direkte i blodet - og forsvinder hurtigt igen.

Bogen rummer en ikke uinteressant handling om hittebarnet, der besidder et sjældent sangtalent, blandt andet fordi bogen gemmer på en udmærket melodramatisk struktur, som en del læsere nok vil lade sig indfange af. Kan du lide triviallitteratur, kan du formentlig også lide »Zabrina«.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Vi maler byen rød: The musical
Spilleperiode 4. apr - 27. apr
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb