Den blide version

Det er selvfølgelig underholdene som kulturanmelder at læse en roman som hudfletter den Københavnske teaterverden , men selvom jeg genkender en del så savner jeg alligevel både hårdhed, ondskab og perfide magtkampe. Til gengæld grinede jeg længe af de små vesthimmerlandske sidebemærkninger der har fundet vej til historien.

De tre hovedperoners fortid er sammenflettet af venskab om et kortfilmsprojekt som utvivlsomt var vigtigt da det stod på. I takt med deres succes svinder venskabet, men det er dog ikke karakterernes indbyrdes forhold der er vigtig for forfatteren. I stedet søger han en slags metadiskussion af kunst. Hvor den ene karakter (Sif) er den folkelige, Mikkel den kunsteriske og Bejamin de rene markedskræfters repræsentant.

Jeg havde gerne set historien udvikle sig som en thriller, en krimi eller en hybrid mellem begge dele. Rammerne er perfekte, teateranmelder kaldet Bjørnen det oplagte offer/gerningsmand og karakterne i bogen selvoptaget nok til at holde os alle hen lige til det sidste. For som samtidsroman med pointer om kunst og kulturelite mangler handlingen lid bid / logik / substans. Mikkel er det mest troværdige menneske, Benjamin slipper for let af sted med ulovligheder og Sif udvikler for hurtigt et permanent trauma. Bifigurerne er sjove men deres sidegrene er ikke altid nødvendige. F.eks. er turen omkring Stripperland, rockertæsk, skadestue ikke nødvendig for handling eller indsigt i mennesket Mikkel.

De tre kongekroner grives for den rammende beskrivelse af teaterpremiere, Himmerlændinges forhold til knus og så Mikkels romantiske hjerte.