En god omgang latrinær/humor-prosa (af den fede slags)

Filmen Amadillo har lige trukket det halve af den danske befolkning i biografen. Den tematiserer, hvordan danske soldaters tjeneste forløber i Afghanistan. Kan den slags tematikker også findes i litteraturen? Uden at der er tale om fagprosa, der redegør for krigens konflikt-interesser? Ja. Blendstrup har med Bombaygryde (2010) skabt en roman uden surrealistiske hulmænd, som vi kender fra pludselig flæben (2007), men til gengæld med hovedpersonen: Leif.

Leif er 18 år og taber et spil matador til sin far, hvilket ender ud i en pludselig udstationering i marineinfanteriet på Bornholm. Her skal Leif vise sit værd og igennem en dannelse, som han delvist mønstrer ved fx at tage et visit på mili-psyk - sammen med psyko-gert og andre tosser. Leif veksler mellem at have hjemve og puste sig selv op mellem de andre i infanteriet, for inden i har han svært ved at klare det militante pres. Han vil gerne opgraderes til sergent, men bliver valgt fra: han er simpelthen for dum.

Bombaygryde lugter lidt af dannelsesroman anno 2010. Der er lagt op til en god omgang latrinær/humor-prosa (af den fede slags), som for os århusianere fremstår særligt god. Vi ved ikke, om vi skal græmmes eller skraldgrine, da Leif gør sig forestillinger om ham og kæresten i fuld korpulering op ad Asger Jorn-reliefet, der (stadig) pryder undertegnedes gamle gymnasium. Desuden kan vi læse os til far-søn-konflikter, som altid er interessante, men heldigvis uden at blive højtidelige. For al højtidelig er ligesom skrællet helt væk - og erstattet med tyk parodi.

Bogen er i stedet spækket med lemfældig omgang med sproget - til viiild begejstring, at man får lyst til at lade det sprede sig ud over al prosa og lyrik. I øvrigt er bombaygryde en ret, der er "lidt melet. Lidt mystisk, lidt mudret". Det samme kan man sige om bogen: ret så uforståelig og grovkornet. Leif bliver fx af sin norske mor konstant kaldt "lilla" Leif, og det gør kun hans lille væsen meget mindre, romanen mere komisk, mere sprogfinurlig og, ja, mere mageløs.

Til tider rummer dette festfyrværkeri af ord også ganske filosoferende passager, men aldrig mere højtravende end at de er til at forstå, og Leif bliver såldes en kærlig og meget følsom, om end patetisk, følgesvend, til os læsere - en sproglig manifestation af Amadillos "Mini", i et univers tilsat lokale stedsbetegnelser (jubii, genkendelighed hitter) og et stort kapauw hahaha.

At bogen ikke får en sidste og stjette stjerne, er fordi den til sidst taber i skarphed og intensitet og lidt for meget dialogisering persongalleriet imellem.