I DAG:
Anbefaling - Bøger

En blandet fornøjelse

Ulven anbefalet af Ida Staun Christensen
13. oktober 2010
Vurdering:
Samlet vurdering:
”Ulven” er historien om pigen Leonora, der fødes i et hjem i Køge under 2. Verdenskrig. Bogens første kapitler skildrer dog årene forud for hendes fødsel. Læseren præsenteres her for generationerne før Leonora med fokus på hendes forældre og udviklingen af deres forhold. Forældrene omtales konsekvent som ”Leonoras mor” og ”Leonoras far”, og derigennem understreger forfatteren, at Leonora er fortællingens omdrejningspunkt, selvom hun reelt først bliver en del af historien længere fremme.

Selvom der i de første kapitler gøres grundigt rede for diverse familiære relationer, bliver bogens indledning på intet tidspunkt langtrukken eller kedelig. Bogen indeholder et stort persongalleri, og den alvidende fortæller indvier læseren i de forskellige karakterers historier, tanker og følelser. Selv personernes videre skæbne får vi et indblik i, når der ind imellem springes frem i tiden gennem sætninger som:

”Således skulle det unge par, som stod og følte sig mere og mere varme, mere og mere velkomne i hinandens hjerter, aldrig finde sammen. Allerede nu kan det godt afsløres, at kvinden blev gift med en alkoholisk mand fra København, der slog hende”.

Katrine Marie Guldager formår på elegant vis at gøre alle karaktererne interessante og kæde hver enkel forgrenede historie sammen til en større helhed, uden man som læser mister overblikket. Sproget er desuden levende og præget af en humoristisk undertone. Således var jeg fra første kapitel fanget af historien og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg blev nysgerrig, jeg ville vide mere.

Bogen beskæftiger sig med de henholdsvis lyse og (i særdeleshed) de mørke sider, som ethvert menneske besidder. Gentagne gange opsøges Leonora og hendes forældre af en ulv, som symbolsk viser sig, når mørket for alvor vinder indpas i karakterernes sindstilstand. Sondringen mellem det lyse og det mørke fremtræder endog så karikeret, at to af bogens bipersoner kaldes ”Frk. Lys” og ”Frk. Mørke”. De to frøkener repræsenterer netop disse to modsætninger gennem deres måde at anskue verden på, selvom de er tvillinger og derfor tilsyneladende er så umiddelbart identiske, man som menneske kan være.

Selvom historien udspiller sig under 2. Verdenskrig, er selve krigen ikke nøjere beskrevet i bogen. ”Ulven” tager udgangspunkt i menneskelige relationer, og krigen fungerer derfor mest som en slags ramme for fortællingen, der har til formål at genspejle de mellemmenneskelige mørketilstande i krigens mørke. Denne parallel fungerer rigtig godt og giver historien tyngde.

Så langt så godt. Men cirka halvvejs inde i bogen begyndte jeg så småt at miste interessen for Leonora og hendes familie. Bogens første halvdel fangede mig og gav mig nogle forventninger til historiens videre handling. Men forventningerne blev bare ikke indfriet. Jeg længtes efter en konfrontation, et klimaks, som aldrig kom. Mange konflikter bliver ikke fulgt til dørs, og som læser sidder jeg tilbage med en lang række uafklarede spørgsmål. ”Ulven” består af alt for mange løse ender, og det er en skam, når nu første halvdel af bogen indeholder alt, hvad en god bog skal indeholde.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
GÅDEKATALOGERNE
Spilleperiode 1. maj - 5. maj
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr