Agent 008 Oskar Sonne
Vurdering:
Samlet vurdering:
En spændende, politisk krimi, der fanger med det samme. Jeg ”sluglæste” romanen.
Sproget er velformuleret og letløbende. Det gør, at læsningen ikke forstyrres og romanens spændingsniveau kan bibeholdes. Med andre ord: man forstyrres hverken af lange sætninger, tunge tekstafsnit eller af nyere tegnsætning.
Bl.a. derfor vil jeg anbefale romanen som ferielæsning ved strand eller lignende, men også fordi romanens handling er en lang tråd og ikke flere parallelle forløb, der sammenkobles hen ad vejen.
Vi befinder os i nutiden, men skuer ind i fremtiden, og følger en ung, dansk diplomatspires første solo-skridt på de bonede gulve i ambassademiljøet i Kenya men siden, og mest, i det kolde og isglatte Thule-distrikt.
Der er lidt agent 007 over romanen. Det gør ikke spor. Åbenbart kan vi godt herhjemme og har nok materiale liggende på Asiatisk Plads og i Søborg. Apropos Søborg så er det ikke uden humor, det personale og deres arbejdsgange beskrives for os. Her finder vi ikke den mindste skygge af noget James Bond. Der bevæger vi os over i Dupont & Dupont fra Tintin.