En ulv uden bid i

Efter at have læst Katrine Marie Guldagers nye roman "Ulven", sidder jeg lidt tilbage med en følelse af, at jeg aldrig rigtigt nåede at forstå, hvad forfatteren egentlig ville fortælle med sin historie.

Bogen skildrer over sine 284 sider en families op- og nedturer i Køge før, under og efter 2. verdenskrig.
Netop miljøet omkring Køge og det historiske perspektiv er historiens styrke, da selve handlingen og personerne i bogen for det meste fremstår både usympatiske og ganske ligegyldige.

Personerne i bogen er bygget op omkring pigen Leonora, der må leve med et par fastre, der har hvert sit syn på verden, en farmor, der lærer hende at være både lusket og slesk, samt en mor og far hvis forhold bliver stadig mere trivielt med årene, samt en storebror, der bestemt ikke er begejstret for sin lillesøster.
Egentlig lægger historien op til en ganske spændende fortælling og personerne har da også et fint potentiale til at blive interessante, men kapitel efter kapitel må vi som læsere igennem den ene side-historie efter den anden og familiens problemer mister ofte fokus. Mange spændende situationer som f.eks. morens flirt med en kunsthandler bliver aldrig fulgt helt til ende og så ender man altså med at miste interessen for familien på Marievej.

Hvis Ulven havde været en film havde man nok sagt at den manglede et decideret klimaks, men med et levende sprog og et godt miljø formår Katrine Marie Guldager trods alt at skrive en udemærket roman, der fra mig får 3 ud 6.