Åh nej, bare jeg ikke vinder!
Vurdering:
Samlet vurdering:
”Ønskelisten” af Grégoire Delacourt handler om noget, de fleste nok har talt om - nemlig hvad man ville gøre, hvis man vandt den store gevinst i lotto. Da mange nok køber en kupon i ny og næ i håbet om at vinde, virker emnet meget relevant.
Bogens hovedperson bruger al sin energi på at vægte fordele og ulemper ved gevinsten. Det er beskrevet godt, selvom det det nogle gange beskrives som om, at det langt mest er til besvær med så mange penge. Jeg tror, de fleste mennesker, som vinder en stor pengesum, overvejende ser det som en fordel… Forfatteren filosoferer over, om materielle ting overhovedet kan gøre os lykkelige, men det bliver lidt langt ude, når man læser ”Det er behovet for en skridsikker bademåtte, som holder os i live. Eller behovet for en dampkoger. Eller en skrællekniv.” forstået på den måde at du vil blive ulykkelig, hvis du har råd til at købe den slags ting … Det fortsætter med ”Jeg elskede virkelig mit liv, og jeg vidste straks, da jeg vandt de penge, at de ville ødelægge det hele, og for hvad?” Hvis det er så stort et problem at vinde, kunne man jo lade være med at spille i første omgang. Eller donere pengene til en velgørende organisation. Men det bliver aldrig taget op.
Samtidig er hovedpersonen gift med en yderst usympatisk mand, og det er svært at forstå, hun bliver ved med at sige, at hun elsker ham.
Samlet set er bogen rodet, og det er svært at forstå rationalet bag det, personerne foretager sig. Men budskabet er tydeligt - nemlig at penge kun kan gøre dig ulykkelig!