(Verdens-)mesterlig

Jeg er 26 og drømmer om andelslejlighed, børn, rejser og økonomisk frihed. Jeg drømmer om det, fordi det er muligt at drømme sig derhen, og fordi den nuværende regering har gjort drømmene realiserbare. Men drømme er også illusion, og frihed er ikke uforpligtende. For hvad er frihed egentlig, og hvor meget af den kan overhovedet lade sig realisere ud over i tanken? Det er spørgsmål, som Zeuthens nye roman stiller.

Rune og Anna er akademikere. De er fornuftige og ufornuftige, økologiske og ikke-økologiske, men også ængstelige og usikre. De ejer en lejlighed på Frederiksberg, er forældre til Emma og Ivan og har begge attraktive jobs. De er famlende tilhørere af den kreative klasse og til tider faldende over for det samfund og de strukturer, de lever efter. Strukturer der er uundværlige for at opnå maksimal frihed. Men friheden opstår aldrig. Den bliver ved planlægningen.

Og hvem kender ikke det? Vi løber frem mod den, friheden, vi taler om den, og heri opstår måske i virkeligheden det mest hykleriske. Rune og Anna handler, de er ikke lammede, men ligeså refleksive de er, ligeså lidt frihed opnår de. De prøver at give slip over for den strøm af dårlig (og måske skadelig?) fjernsyn og giver datteren en hot-dog som et modtræk til den uudholdelige sundhedsbølge, som den politisk korrekte mor til vennen Emil synes at repræsentere.

Men lige lidt hjælper det, for stemmen fra den dårlige samvittighed forsvinder ikke. Det er stemmen fra risikosamfundet. Farer der lurer i trafikken, i maden, i parforholdet, på jobbet. Anti-depressiver og stress-symptomer, selvregulering og storforbrug, men den ægte af slagsen (Wegner og myren!), borger-engagement og vennekreds, man kan diskutere alt det her med. Men intet af det besvarer spørgsmålet om frihed. Rune og Anna får den ikke. Friheden altså.

Men de er glade nok og ikke for triste, uden svar. Og netop derfor skal man læse Verdensmestre – En historie fra 00'erne, fordi den stiller spørgsmålet uden at give noget svar. Og fordi den rammer plet, er rørende ærlig, portrætterende uden at være fordømmende, skarp og sublim. Velskrevet, intellektuelt udfordrende og genkendelig ned til det mindste. Den har turdet at tage blikket ud og beskrive det, sådan som dét er. Og så er den sjov. Rigtigt sjov. Og vigtig. Rigtigt vigtig.