Dybt inde i den islandske sjæl
Vurdering:
Samlet vurdering:
Dramaet er bygget på en virkelig begivenhed tilbage i 1980’erne, hvor fiskeren ”Gulli” på mirakuløs vis overlever et forlis med en trawler og mere end seks timer i det iskolde vand. Efterfølgende bliver han – mod sin vilje - udråbt til lidt af en helt i det lille ø-samfund. Til trods for at handlingen dermed er kendt på forhånd, formår filmen alligevel at være både vedkommende og spændende.
”Dybet” er en barsk film, som viser den voldsomme islandske natur fra sin nådesløse side. Samtidig får man et spændende indblik i den islandske sjæl, som rummer meget mere end spektakulære banklån og finans-fester. Fiskerne lever med døden tæt på livet, og man kan tydeligt mærke, hvordan tro og religion er vigtige holdepunkter i et liv, hvor døden kan indtræffe næste arbejdsdag.
Scenerne er meget smukke i al deres tågede dysterhed, og stemningen i hele filmen er gribende. Man får sådan lyst til at opleve landet og befolkningen – mærke det iskolde vand og se vulkanerne sprutte, men skræmmes samtidig af en verden, som er ude af menneskelige hænder, bortset fra Gullis.