Afzelius, en svensk ener.

Magnus Gerttens og Stefan Bergs dokumentarfilm om Björn Afzelius er et rørende og hudløst ærligt portræt af den svenske sanger og sangskriver, der døde af lungekræft alt for tidligt i 1999, bare 52 år gammel.
Han var en kompliceret knudemand, som ikke evnede at skabe tætte relationer til andre eller være tro mod sine kvinder, som han var storforbruger af. Han havde dog et længere forhold til Marianne Lindberg de Geer, som han fik en datter sammen med samtidig med at en anden elskerinde fødte ham en datter. Han ønskede at skabe et familieliv, men det lykkedes aldrig. Når han var hjemme længtes han væk og når han var på turneer, længtes han hjem. En rodløs og rastløs sjæl. I filmen ser man ham næsten aldrig smile.

Hans gode ven og kollega Mikael Wiehe sagde, at han var som en åben bog i sine sange. Derimod i sit privatliv var han tillukket.

Han skrev politiske tekster og var politisk på venstrefløjen og støttede de undertrykte befolkninger i forskellige diktaturer i Sydamerika og på Cuba. Han fik også udgivet en bog om Cuba, hvor han var kritisk og bl.a. skrev, at han ikke længere var så sikker på, at revolutionen havde været god for Cuba og om de ikke bare havde fået en anden diktator. Det skabte ham mange fjender.

Han voksede op med en fraværende far og en neurotisk mor, som begik selvmord da han var en stor dreng. Det har præget hans livsløb og i slutningen af filmen, da han er syg af kræft og ved, han skal dø, siger han til sin ven ”hvor kunne hun gøre det ”. Først da kunne han tale om det, men han kunne aldrig tilgive moderen det hun havde gjort. Da vi hører ham synge ”Exil” der handler om en kærlighedsløs barndom, får man våde øjne. Det er hjerteskærende.

Han fik aldrig den helt store succes i sit hjemland, sagde selv det skyldtes janteloven. Derimod blev han meget populær i Norge og Danmark, ikke mindst efter han indspillede Anne Linnets ”Tusen bitar”.