Overraskende god

Scott Derricksons 'Sinister' fra 2012 er en nyklassiker indenfor gysergenren. Vandrehistorien on bøhmanden Bughuul, der lever i menneskeskabte billeder som tegninger og fotografier, er opdigtet som Slenderman og Blair Witch, men ligesom de to forrige virker fortællingen så autentisk, at man næsten tror på, mennesker siden stenalderen har frygtet at finde Bughuuls blege ansigt i deres hulemalerier.

'Sinister 2' fortsætter historien fra sin forgænger ved at fokusere på en af sidekaraktererne; James Ransones vicesherif "So & So", som siden har forladt sit job i politiet og er blevet privatdetektiv for at kunne hellige sit liv til at opklare mysteriet om Bughuul. Han er hærdet gevaldigt siden hændelserne i etteren men har stadig elementer af sin fjogede attitude. Hans historie samt historien om familien Collins, der af nød må flytte ind i det hus, hvor Bughuuls forbandelse hviler, fungerer skidegodt. Fint skuespil og motiveret udvikling hos karaktererne er ikke hverdagskost i horrorsequels, men det findes altså i 'Sinister 2'

Mine anker går på den overdrevne brug af jumpscares og fortærskede klichéer, såsom den amerikanske farm komplet med toetagers stuehus i hvidmalet træ, vindmølle og labyrintisk majsmark - der er intet fugleskræmsel, men det kunne der lige så godt have været. Og så bygges der lidt unødigt videre på myten om Bughuul, blandt andet ved at vi får fortalt, at han også manifesterer sig i anden æstetik end blot den billedlige; eksempelvis musikken. Det er selvfølgelig fint at udvide universet en smule, men det bruges til meget lidt i handlingen. Desuden teases der en række hændelser i Norge, som heller ikke bruges til meget - man aner at dette blot er tilføjet for at have muligheder åbne for en spinoff i fremtiden.

Alt i alt en overraskende god men noget uoriginal filmoplevelse.