Alle elsker Woody
Vurdering:
Samlet vurdering:
”Alle vores drømme kan gå i opfyldelse”, sagde Walt Disney engang. Måske havde han ikke helt ret, men han gav håb. Ethvert lille barn drømmer i den grad om, at deres legetøj er ligeså levende som mor og far. Og nu tager Disney den endnu længere ud: De gør ikke kun legetøjet levende, de gør det også klogere end mennesker og de hjælper os på rette vej.
Forventningerne til Pixars og Disneys nyeste Toy Story film har været enorme og resultatet er ikke mindre end fantastisk.
Først og fremmest er historien en 3’er, der spiller videre på geniale figurer, der introduceres allerede i 1’eren. Bl.a. den helt igennem ”alles bedstes ven” Woody. Med karaktertræk som vi skulle tvinges til at smittes af; han svigter aldrig, han er der altid for dig. En skøn figur at give heltestatus i en verden, hvor individet står så forbandet stærk.
Og 3’eren er mere Woodys end de andres. Her træder han for alvor i karakter. Hans dilemmaer og valg bliver almengyldige og meget nærværende. Woody er den store humanist der tænker hurtigere end Lucky Luke trækker. Især skal han vælge mellem sin Anders og resten af legetøjs kollektivet. På hele den civiliserede kulturs vegne tager han det rette valg. Et valg der forplanter sig til de små til at forstå deres egen udvikling. Han hjælper grådsnøftende mødre videre i livet, når de vinker farvel til de små poder der flyver fra reden. Han hjælper den sociale kollektive tanke videre. Han giver verden et håb ved at tænke i genbrug og ved at gøre opmærksom på, at bag ethvert farvel ligger et goddag og lad os så komme videre.
Toy Story spiller på de store følelser. Den er humoristisk på flere niveauer, den er uhyggelig så alle dog kan være med og den er drivende sentimental, men den giver håb for både børn, unge og forældre.