Underholdende fortælling til de unge, med visuelle guldkorn til de voksne

I Skammerens Datter 2 – Slangens Gave vender vi tilbage til fortællingen om den heltemodige Dina Tonerre, der ganske modvilligt har arvet sin mors evne til at ”skamme”. Skurken i denne film er stadig Drakan, der har formået at bibeholde magten i det fiktive fyrstedømme, efter nederlaget i første film. Filmen er spækket med imponerende naturoptagelser, der i sandhed er en fryd for øjet. Generelt er det visuelle og kinematografiske niveau overraskende højt for det generelle niveau i en branche der langt fra besidder de udenlandske konkurrenters ressourcer.

Som sagt er Drakan stadig i live og vel i denne efterfølger, men den sande skurk i Slangens Gave er uden tvivl den grusomme og magtsyge fyrstemoder Lizea, spillet af en uigenkendelig Stina Ekblad. Lizea er en uhyggelig skurk, men den tidligere Drakans fravær går ikke uset hen; den karismatiske Peter Plaugborg er i denne efterfølger erstattet af Mikkel Arndt. Arndt gør det udmærket i denne film, men rollen er minimeret til en næsten ubetydelig bikarakter, og begge dele trækker den generelle oplevelse af Slangens Gave ned. En anden karakter – eller nærmere skuespiller – der er blevet udskiftet, er Dinas mor Melussina. Det går igen langt fra ubemærket hen, og dette ikke ment positivt. Rebecca Emilie Sattrup (Dina) derimod, leverer en imponerende og mindeværdig præsentation i denne film. Der kan ikke være tvivl om at hun går en succesfuld skuespilkarriere i møde, efter at have set hende i de to Skammerens Datter film. Hun leverer en kraftpræsentation, taget hendes unge alder i betragtning. De resterende medvirkende leverer alle solide præstationer, men ikke noget særligt mindeværdigt.

Filmen var voldsommere og mere blodig end forventet, men ikke noget alarmerende med en anbefalet aldersgruppe af 11+. Slangens Gave er generelt en visuelt flot film, plottet er hverken forudsigeligt eller tørt, og præstationerne fra de medvirkende er generelt godt. Der er til tider scener og plotelementer der ikke giver mening eller følger fortællingens logik, og dette trækker ned. Derudover er ondskaben i filmen karikeret til et niveau der er unødvendigt til en målgruppe af primært (præ)teenagere.
En film der på de fleste punkter ligger en anelse over middel, og som de fleste 11-18 årige ville kunne nyde.