Uafrysteligt, ubehageligt – et mesterværk

Hvide badestrande, palmesus og sol.
Postkort skønt Bounty land. En kystoase, der i projektere vestens drømme om Afrika – oplevet fra hotellets bar og strandstole.

Det er her vi møder Teresa – 5o, småfed, bleghvid alene–kvinde. Nysgerrig og søgende turist, installeret i hotellets luksus-ghetto, afpatruljeret og sikkerheds tjekket, så charterrejse idyllen kan opretholdes - bare gæsterne ikke bevæger sig udenfor ”snoren” der i bogstaveligste forstand adskiller hvidt fra sort.

For der står de, de sorte boys. Tilbydende simili armbånd, smykker, souvenirs….og deres lækre kroppe.
For det er det filmen handler om. Ensommes hvide kvinders søgen efter (købe) kærlighed – og der er ”sort arbejde” til alle kvinder, tykke som tynde. Bare der afregnes kontant. Noget for noget.

Sex-turisme er ikke ny og ubeskrevet. Alligevel er det rystende, at følge og opleve midaldrende kvinders sex-køb og samtidigt nedladende behandling af de sorte drenge.
Teresa (indforstået og hudløst spillet af Margretha Tiesel) , der i sin ensomhed og kærligheds sult, lader sig ,med en næsten rørende uskyld, indrullere i rækken af aktive kvindelige sex-købene . Først naivt. Lidt U-landshjælp til sin ”boyfriend”, til en stakkels forladt søster, så hjælp til en syg fader… alt sammen en dårligt kamufleret sexbetaling.
Vi går tæt på. Sorte drenge med det hele, der betjener fede grimme hvide koner, med deller, hængepatter og hudorme. En dokumentarisk ægthed – der næsten er ubærlig.
Bag råheden, udnyttelsen af pengenes magt, skimter vi et ulykkeligt hverdags menneske. Teresa er nok stor, og uskøn, men bag fedt og deller skjuler sig et uskyldigt, rørende, pigeligt ansigt – der søger den kærlighed, der (banalt sagt) ikke kan købes for penge.

Vi ser hvordan hun i glimt lader sig narre, forveksler drengenes tjenester med blidhed og ægthed.

”Paradis: kærlighed” er i al sin brutalitet et næstekærligt billede på kødets ubodelige ensomhed. Et stort kunstværk – der kan meget mere end ryste og forarge, ja, endog har plads til skønne tableauer med satire og humor. Et senbillede på hvid sex-imperialisme i Kenyas hede - men også et skub til tilskuerens fordomme.
Filmen er 1.del af den Østrigske instruktør Ulrich Seidls trilogien: tro håb og kærlighed.

Et uafrysteligt mesterværk – ubehageligt, men væsentligt.


.