Charmerende bagatel

”Magic In The Moonlight” er både en typisk og en atypisk Woody Allen-fim. Atypisk fordi der her er tale om en plotdrevet genrefilm – filmen foregår i 1920’erne. Den berømte illusionist og rationalist, misantrop og kyniker Stanley Crawford, fremragende spillet af Colin Firth, sætter sig for at afsløre det spiritistiske medium, Sophie Baker som bedrager. Filmens drive er således, om det vil lykkes for ham.
Undervejs tager plottet nogle klassiske, men spændende u-turns, som fastholder interessen. Alle spiller fremragende, og 1920’er-kulissen er farverig – ikke mindst i indledningen, som foregår i et Berlin præget af det vilde og depraverede cabaret-liv.
Det som gør ”Magic In The Moonlight” til en typisk Allen-film, er også det, som spænder ben for filmens drive. Hovedpersonens misantropi og angst for kærlighed udmønter sig i alenlange scener med intellektualiserende og bortrationaliserende diskussioner, hvor illusionisten vægrer sig ved at se og forstå, hvad der ligger lige for: at han er blevet forelsket i Sophie. Her kunne jeg godt have tænkt mig nogle mere velturnerede replikker i stedet for al den allenske palaver, som i andre af hans film er velplaceret, bare ikke her.
Men alt i alt en sød og charmerende lille film. Jeg følte mig godt underholdt, men sad tilbage med en følelse af, at med en lidt større indsats fra instruktørens side kunne der være kommet meget mere ud af filmens tema på en baggrund af 1920’ernes optagethed af blandt andet psykoanalyse, spiritualitet og spiritisme.
Colin Firth er skøn, men desværre også lidt for gammel til rollen som ’ung’ og forelsket.