Hofnar i det 21.århunder

Hornsleth udslet handler åbenbart ikke om Hornsleth. I hvert fald ikke ifølge Information
( http://www.information.dk/261078 ). Efter min mening behøver kunsten ikke at være sand (selvom den påstår det), til gengæld skal den være troværdig. Hornsleth udslet opfylder det sidste krav, bortset fra at skitsere Hornsleths elskerinde og hans ugandiske tjener (Sancho) meget stereotypisk. Hornsleth og Wolf Günthers (tysk kunstkritiker) vilde karakterer er ligeledes stiliserede og står i kontrast til deres rolige attitude i virkeligheden. Alligevel er de troværdige i forestillingens kontekst.
Filmen er særlig fordi den eksperimenterer med at vise en teaterforestilling i biografen. Oplevelsen er stadig som en almindelig filmoplevelse, for filmen bliver optaget fra flere kameravinkler. Det er imidlertid spændende at få en lidt anderledes oplevelse end man er vant til.
Historien er delt op i tre scener. Første scene handler om fortiden, karaktererne (især Hornsleth) bliver fremstillet bl.a. gennem en fortæller og korte klip fra TV-udsendelser. Ved at bruge fjernsyn skaber forestillingen en endnu mere indviklet iscenesættelse: Fjernsyn i teatret i biografen.
Scenens største konflikt foregår mellem kunst og business/businesskunst á l´Andy Warhol – om de udelukker hinanden og hvilken af dem Hornsleth bør vælge. Konflikten er videre bearbejdet i tredje scene, som foregår i fremtiden.
Anden scene er en slags stand-up comedy, hvor Hornsleth svarer på publikums spørgsmål. Ægte eller ej, ”teater-Hornsleth” tager her den klassiske rolle som hofnar: han gør grin med alle, inklusive puklikum. Han er ond , direkte og sarkastisk, han tør sige det samfundet i virkeligheden synes. Publikum griner af det, for sandheden er alt for absurd. Det griner, selvom det bør blive chokeret. Hornsleth er et symbol på vores hykleriske samfund, som giver nødhjælp mens det støtter diktaturer i samme land. Vi lyver om en lige verden og overser bl.a. køns- og racediskrimination. Kunstnere opfattes som større parasitter end diktatorer, for de gør bare ting for sjov.
Hornsleth er i hvert fald ærlig – for ham er alle objekter: Kvinder, hans tjener, publikum og også de halvnøgne teenagemusikere, som spiller i den samme scene. Han har netværk i stedet for venner.
Trods alle klichéer kan filmen anbefales, hvis man vil tænke lidt over samfundet og sine egne værdier. Man skal imidlertid være opmærksom på, at filmen varer over 2,5 time, hvilket kan være lidt anstrengende.