ET FESTLIGT SAMMENBRUD

En aften i rækkehuset i London tager den selvbevidste og ambitiøse Janet (Kristin Scott Thomas) i mod en lille flok gamle venner. Netop udpeget som sit britiske oppositionspartis ”sundhedsminister” i en slags skyggeregering vil hun markere begivenheden med en lille festlig sammenkomst, der dog hurtigt viser sig at blive alt andet end festligt.

Hun afviser smilende gang på gang en stemme i mobiltelefonen, mens hendes mand og tidligere helhjertede støtte, Bill, (Timothy Spall) i afmægtig stilstand med rødvin og vinylblues-jazz-salsa har taget ophold i sin helt egen boble af en skyggetilværelse. Usikker på sin egen identitet kommer han dog frem til, at han engang vist nok var Bill. Den Bill som han ikke længere helt kan huske, om han kan huske.

Gæsterne udgør et nervøst selskab af personer, der alle bærer på indestængte følelser og frustrationer. Flokken føres an af Janets amerikanske veninde, April, (Patricia Clarkson) – livserfaren kyniker af et godt hjerte og altid med et svidende vokabularium af dartpile i ærmet: ”Du er en førsteklasses elsker og et andenrangs menneske.” Hendes mand, den hjertensvenlige tyske meditationsguru og floskelformulerende lommefilosof, Gottfried, (Bruno Ganz) tager smilende imod sin del af udgydelserne.

MYSTIK OG AFSLØRINGER

De flankeres af et lesbisk par, den rolige professor Martha (Cherry Jones) og hendes meget yngre partner, Jinny, (Emily Mortimer) som forskrækker Martha med sin trillinggravide tilstand. En ung, svedende og kokain-sniffende finansmand med pistol i inderlommen fuldender persongalleriet som Tom (Cillian Murphy), hvis kone – Janets nye assistent – på mystisk vis aldrig dukker op. Eller gør hun alligevel? Og hvem tilhører stemmen i Janets mobiltelefon? Og gemmer der sig noget mere skæbnesvangert inde i Bills boble? Og ikke mindst; hvorfor i alverden bærer finansmanden pistol?

Scenen er sat til en sædekomedie af nutidig dramatisk tilsnit holdt i sort/hvid. Den 68-årige britiske forfatter og instruktør m.m., Sally Potter, disker op med intens kammerspil, som afdækker personernes indeklemte følelser og usikre vrede. Skæbner filtrer sig ind i hinanden, og afsløringerne falder i metermål, hvor temaer som loyal ægteskabelig hengivenhed kolliderer med egocentrisk lystfølelse, hykleri, mental sundhed tilsat politiske idealer og meget andet godt.
På en og samme tid en opremsning af temaer, som er set før hos Woody Allen, men forløst af et stærkt besat cast og overraskende håndholdte kameravinkler indrammes karaktererne ganske effektfuldt med den afstemte vinylmusik som velvalgt lydkulisse.

Dramaet er holdt på plads af en stram dialog fyldt med ætsende vid, hvor giftpilene flyver frit omkring og udsætter de enkelte karakterer for mental ristning over bålet. Spillet er formidabelt i alle roller – ingen nævnt, ingen glemt.

LIDT MALURT

Undervejs i den kun 76 minutters lange film virker karaktererne til tider lidt maniske og for pludseligt og postuleret trukket op. De siger, hvad se skal, er skarpe, bidende og humoristiske, men fremstår af og til for ensidige. Måske skyldes det filmens korte varighed, hvor Sally Potter kontant har valgt at fyre sin ammunition af i højt tempo – uden dikkedarer. Det kan både være en styrke og svaghed. Forløser den sort/hvide billedindramning nødvendigvis nogen særlig dramaturgisk sanselighed og æstetik, eller er den – skal man være grov – blot en kalkuleret effekt i higen efter at opnå kunstnerisk legitimitet? Døm selv.

Dette sure opstød til trods er The Party absolut seværdig – ikke mindst for det blændende skuespil og de morbide og flænsende skarpe pointer i en vel turneret dialog. Og ja, for et par gedigne overraskelser inden du forlader biografen.