Freud og Jung på film

Hvordan ser det ud, når psykoanalysens berømte fædre bliver portrætteret på film? I David Cronenbergs ’A Dangerous Method’ stiller han skarpt på to dramatiske historier, nemlig Jungs passionerede forhold til jødinden Sabina Spielrein, der starter som patient og senere bliver hans samtalepartner og elskerinde. Og som et andet fokus venskabet og den senere splid mellem lærermesteren Freud og eleven Jung. Så er jorden gødet for lige dele passioneret kærlighedshistorie og dramatisk lærer-elev-konflikt. Psykoanalysen goes Hollywood…or sort of.
David Cronenberg har film som ’Spider’, ’A History of Violence’ og ’Eastern Promises’ i bagkataloget og har en sjælden evne til at skitsere komplekse psykiske strukturer og ikke mindst voldens og kærlighedens livtag med mennesket. Det har han ofte gjort ret fremragende, synes jeg. Helt så godt går det ikke i ’A Dangerous Method’, hvor Cronenberg-signaturen mest af alt viser sig i et stærkt fokus på dialogen (psykoanalysen er samtalebaseret) og en fremragende Viggo Mortensen-instruktion (Mortensen spiller hovedrollen i Cronenbergs seneste film).
Det, der undrer mig allermest, er Cronenbergs valg af glamourøs glansbillede-æstetik. Vi befinder os i borgerskabets højere kredse i Jungs Schweiz og i Freuds Wien, hvor sølvtøjet og brocherne skinner, skovsøerne glimter i horisonten og stjernerne funkler på himlen, da Jung og Freud sejler over Atlanten for at indtage Amerika – og Freuds falliske cigar sender tyk, symbolsk røg ud i mørket. Stilen er poleret og overdramatiseret. Sabina Spielreins (spillet af Keira Knightley) nervesammenbrud og langsomme helbredelse i starten af filmen er overspillet og urealistisk og trænger ikke under huden på en. Det virker skabagtigt. Jeg forestiller mig, hvordan et mere realistisk formsprog kunne have taget denne sprængfarlige historie hen. Scenerne, hvor Jung spanker den masochistiske Sabina i en hed elskovsakt, kunne i en mindre leflende og vanlig Cronenberg-stil virkelig have stået stærkt. I stedet bliver de ren billedæstetik. I enkelte af scenerne mellem Sabina og Jung bryder vi ind bag overfladen og mærker et øjeblik smerten, men det er kortvarigt, desværre.
Filmen er bedst i de intense og dybdeborende diskussioner om menneskets ambivalente natur, neuroserne, seksualitetens væsen og menneskets både frihedssøgende og selvdestruktive kræfter. Især samtalerne mellem den søgende Jung og den neurotiske, notoriske charlatan Otto Gross (der som psykoanalytiker tvangsindlægges på Jungs klinik og ironisk nok bliver den, der lærer Jung om hans egen seksualitet) er herlige – og sætter fingeren på grundkonflikten: Jung er selv bedsteborger; fanget i borgerskabets trygge svøbe, men forført af den kompromisløse og passionerede Sabina. Mennesket er i konflikt med sig selv.
Viggo Mortensens tyngde i rollen som Freud – og Vincent Cassel i rollen som Otto Gross - får resten af scenerne til at blegne. De lægger et langt højere niveau end de øvrige skuespillere – og det kunne derfor have været herligt, hvis de herrers karakterer kunne have foldet sig endnu mere ud.
’A Dangerous Method’ er underholdende, men formår kun momentant at forløse den substans, der ligger i historien. Resten af tiden lefler den med glansbillede-æstetik og romantisk klaverspil. Øv øv.