En socialrealistisk kærlighedshistorie

Det er min overbevisning, at for at skabe et filmisk mesterværk er kombinationen af to elementer, nogle af blandt de vigtigste: 1) at skabe et æstetisk kunstværk og 2) en fangende historie man uhæmmet kan drages ind i.

Med filmen 'Smagen af rust og ben' formår Jacques Audiard overbevisende at binde disse elementer sammen. Vi møder en fortælling om to fortvivlende skæbner, Ali (Matthias Schoenaerts) og Stéphanie (Marion Cotillard), der på hver sin måde har livet som deres modgang. Men med livets som deres modgang, har de en skæbne der binder dem sammen. For at kunne acceptere sin egen tilværelse efter sin arbejdsulykke bliver Stéphanie både fysisk og mentalt afhængig af Ali og selvom Ali på ingen måde har samme synlige behov for Stephanie, får Stephanie alligevel en væsentlig plads i Ali’s liv. Ali kæmper ikke kun for at være en god far og forsørge sin familie, men Ali kæmper en kamp der foregår på en plads med højtråbende mænd, penge og blod, hvor det eneste der holder ham oppe er synet af Stépanie. Denne tragiske, men smukke kærlighedshistorie bliver netop bundet sammen med en æstetisk fremvisning af en blodig tand på asfalten, spækhuggertænder i vandet og solskin på havet, hvilket er grunden til at denne film er et fangende filmisk mesterværk.

Men selv filmiske mesterværker har sin fejl. Slutningen på en ellers klassisk socialrealistisk kærlighedshistorie er en skuffende en af slagsen. Det er en letkøbt happy ending, der mangler dybde og en afsluttende helhed på filmen og derfor ender ’Smagen af rust og ben’ på fem kongekroner.