You had me at Hello

Jeg kan kun tænkte på Dorothys replik fra Jerry Maguire: “You had me at hello” for at beskrive den følelse, jeg havde, da det blå Studio Ghibli logo sammen med introen til John Denvers “Country Roads” fader over i en montage af Tokyo ved nattetide. Dette danner baggrund for en velfortalt historie om den 14-årige pige Shizuku.

Hjertets hvisken fortæller historien om den 14-årlige Shizuku, der som mange andre unge stiller spørgsmålstegn ved, hvad hun ønsker af livet. Hun har en drøm om at blive forfatter, men er usikker på sig selv. Blandt de personer, som er med til at præge hende, er Seiji. En dreng på samme alder, der følger sin drøm om at blive en violinbygger. Det er dette tema, som klinger gennem hele filmen: spørgsmålet om man skal følge de normer og forventninger, samfundet stiller, eller om man har styrken og viljen til at følge en drøm. Det er dette valg, Shizuku skal træffe.

Filmen skilder sig ud fra andre af Studio Ghiblis produktioner ved at det overnaturlige eventyrunivers er byttet ud med genkendeligt hverdagsliv. Miyazaki og Kondo har i fælleskab skabt et troværdigt og empatisk persongalleri, som det er svært ikke at holde af.

Enhver, der som jeg stadig husker følelsen af usikkerhed og fortvivlelse fra sine teenage-år, vil trække på smilebåndet. Jeg kan varmt anbefale dig at se denne film, sammen med én du holder af.