Ånden der gik tabt

Her er der ikke plads til nuancer og det bliver tider trættende at pointerne gentages i det uendelige. Til gengæld er filmen spækket med herlige historiske klip, sjove og skæve eksistenser fra bunden af velfærdspyramiden der husker hvorfor socialstaten var en sejr af dimensioner og masse af dokumentarisk drama.

Filmen er som helhed en redegørelse for hvorledes UK skabte og mistede deres vej gennem den socialdemokratiske jungle af rettigheder og pligter. England der før anden verdenskrig nok havde været en stormagt men adskilte sig fra de fleste andre tredjerangsland når det gjaldt vilkårene på bunden af samfundet. Da fascismen var nedkæmpet tvang befolkningen derfor ledelsen til at genoverveje klassesamfundets lyksaligheder og velfærdsstaten blev født. Succesen var øjeblikkelig og behovet kæmpestort, men desværre mistede man overblikket og velfærdsgiganten blev slagtet af de konservative gennem 80erne.

Hvis man skulle være i tvivl om hvorfor privatisering sjældent er løsningen på noget er dette den oplagte film, men hvis du tror der er tale om en reflekterende historietime af den objektive slags bør du springe denne film over. Instruktøren har tydeligvis hjertet med sig i projektet og fravælger kritik af fejlene bag velfærdsprojektet og fokusere i stedte på ideerne og ånden fra 1945. Socialreformerne gav rettigheder til folket, privatiseringerne solgte selvsamme for penge til firmaerne, mens resterne nu ligner et samfund der er imploderet.

Det er let at drage parallellerne til vores eget samfund og tidsperiode, hvilket selvfølgelig aldrig er særlig sjovt her lige op til jul, men desværre altid relevant med Ken Loachs film. For vi har her til lands de samme problemstillinger og selvom vi endnu ikke har slagtet alle rettighederne og deved forgyldt konsulenterne ved McKenzie, så er det klart der er mange der drømmer om en privatiserings bølge som i UK, at det ikke er svaret viser denne spillefilm os!