Smuk musik og hårde ord

Hugland. En dokumentar, der langt hen ad vejen giver én et indtryk af, at det gælder om at vise, hvor streng og perfektionistisk Lars HUG er. Med et sådan formål tænkte jeg hurtigt, at det ikke var en film, jeg ville komme til at kunne lide eller huske. Men det var det.

Hugland skildrer ikke kun, hvor udmattende, hård og krævende en proces det er at lave god musik, når man er perfektionist. Den skildrer også et venskab, der er så solidt, at man til tider forarges. For Hugland handler ikke kun om Lars HUG, men i særdeleshed også om hans producer, Povl Kristian. I sand Frodo og Sam-stil ser vi, hvordan Povl slider for musikken og for Lars’ accept. Som tilskuer får man til tider helt ondt af Povl, som bliver vrisset af og ikke bliver anerkendt. Men det gør han, på Lars’ helt egen måde, og så småt som vi lærer Lars HUG at kende fremgår det, at han er en mand med stor kærlighed til de mennesker, der er tæt på, og ikke mindst til musikken.
Og Lars’ musik spiller selvsagt en stor rolle i filmen. Den fungerer som perfekt ramme om dokumentaren, og endnu engang mindes vi om, hvor genial en musiker Lars er. Den nye erfaring er bare, at han ikke er alene om succesen, men at især Povl er den afgørende støtte.

Er man musikinteresseret vil man opleve Hugland som en meget lærerig og tankevækkende dokumentar. Filmen er et must for alle HUG-fans, hvis man altså er indstillet på at se et billede af en kunstner, der ikke er bleg for at dele hug ud, om det så er til børn eller voksne.