Narrenes skib

Hvis du både husker 90erne og har lidt styr på Italiensk politik, så er der megen morskab at hente i denne omgang hyper realistiske satiriske spillefilm.
Berlusconi revolutionerede magtens overflade. Sølede befolkningen, sæderne og sendefladen til i let perlende lolitaerotik, hyggelige quizshows og farverig underholdning. Skattebetaling blev undgået, penge hvidvasket og masserne demobiliseret. Han blev frontmanden for den måde hvorpå populister verden over forsøger at bedrive politik. Det var ikke ubetinget vellykket i det lange løb. Da løfter gerne skal indfries, mens modtagerne fortsat er i live. Unge mennesker protesterede, omverden kritiserede og venstrefløjen forfulgte ham nådesløs. Hvilket blot medførte hykleri blev udstillet, korruption afsløret og magtkampe fastlåste den realpolitiske hverdag. Pensionisten med skoindlæg, farvet hår, falske tænder og de store armbevægelser spøger fortsat i den Italienske virkelighed. Hvor stemmeberettigede folk for tiden vakler mellem klovnen de kender, klovnen der kan styres og klovnen der intet forstår.

Filmen er således både et satirisk tilbageblik på Berlusconi, en nutidig kommentar og en vanvittig komedie der hudfletter et helt folk. Filmen varer to en halv time og kunne sagtens være forkortet. Til gengæld fandt jeg turen ned i kaninhullet morsom og jeg elskede de svulstige talrige referencer. Lige fra de pastelfarvede, nedringede, langbenede kvinder der flagrer omkring gamle mænd, som var de sommerfugle, til brugen af de religiøse symboler. Latterliggørelsen af magten, de der søger den og baggrunden for samme. Den yderste skal er katolsk, kernen rådden og de mange lag derimellem blot rodløs kapitalisme. Historien er tydeligvis en karikatur på virkeligheden og gengivelsen minder om et langt LSD trip.