Dragende og mystificerende

”Dogtooth” er sgu en svær film. Ikke fordi, den er skræmmende som sådan, eller, det vil sige, det er den, omend på et narrativt snarere end visuelt plan, men fordi jeg har svært ved at dechifrere den - jeg forstår ikke helt, hvad den forsøger at sige. Alligevel synes jeg, det er en god film. Ikke et mesterværk, men en god film, som man godt kan unde sig selv at se.

Kort fortalt, så handler ”Dogtooth” om en græsk familie, der tæller en far, mor og tre børn. Børnene, to piger og en dreng, som alle er et sted mellem slut-20erne og midt-30erne, har aldrig sat fod uden for den grund, deres hus ligger på. Forældrene har nemlig opbygget en fantasiverden omkring børnene, som i al sin enkelhed går ud på, at alt, hvad der befinder sig udenfor det store hegn, som omgiver grunden, er farligt og at børnene kun vil være i sikkerhed, hvis de aldrig nogensinde forlader haven. Først når deres ”hundetand” er faldet ud, vil de være klar til at vove sig derud. I modsætning til seeren, så ved børnene ikke, at de ikke har hundetænder og at tænder i al almindelighed ikke sådan bare falder ud. Med andre ord, så er de ikke klar over, at faderen (og moderen) fører dem bag lyset. Det er løgne som denne, børnene er blevet fodret med hele deres opvækst, og som gør det muligt for forældrene at opretholde den fantasiverden, de har placeret børnene i i et forsøg på, gætter jeg, at holde dem uskyldsrene og beskytte dem mod ”ondskab” for nu at bruge en lidt grov betegnelse. En verden som, i modsætning til det kælderhelvede Elizabeth Fritzl måtte udholde i 24 år, på forunderlig vis synes at være nogenlunde tilfredsstillende for alle parter (omstændighederne taget i betragtning). Børnene virker til at elske deres mor og far, for de er jo overbeviste om, at de, og især faderen, beskytter dem mod de grusomme farer, der lurer udenfor – farer, der bl.a. tæller katte, som, ifølge faderen, er blodtørstige monstre, der vil flænse og æde børnene, hvis de nogensinde vover sig udenfor grunden. Dog har børnene, som i enhver anden diktaturstat, praktisk talt intet at skulle have sagt, og den lille grad af autonomi de overlades, f.eks. får en af dem engang imellem lov til at vælge, hvad de skal hygge sig med efter aftensmad, er tilrettelagt efter et skarpt, nærmest ritualiseret, mønster og er derfor også, i al væsentlighed, underlaget faderens kontrol. Der er således, i bund og grund, tale om en dukkeeksistens i et dukkehus for børnenes vedkommende, hvor dukkemageren og -føreren er faderen (moderen er, som sagt, meddelagtig, men hun er tydeligvis også underlagt hans autoritet, og indespærringsprojektet lader i højere grad til at være af initieret af faderen selv end af faderen og moderen i fællesskab). Den ene af børnene, den ældste datter føler dog en udlængsel, og hendes ”løsrivelse”, eller hvad man skal kalde det, fra det fængsel hun altid har levet i uden at være klar over det, er det jeg betragter som værende filmens egentlige omdrejningspunkt.

Det er, med andre ord, en meget ekstrem fortælling, man involverer sig i med ”Dogtooth”, og jeg blev flere gange mindet om Pasolinis ”Salò o le 120 giornate di Sodoma” (1975), mens jeg sad og så den – ikke fordi ”Dogtooth” når ”Salò” til sokkeholderne, hvad ubehageligheder angår (om end der er en scene eller to, som ikke er for sarte sjæle), men fordi begge film omhandler den totale undertvingelse af unge for egen vindings skyld. Hvor 18 teenagere bevidst undertvinges, fornedres og umenneskeliggøres på uhyggelig seksuel perverteret vis af en flok fascister under 2. Verdenskrig i ”Salò”, er den undertvingelse og form for fornedrelse, der finder sted i ”Dogtooth”, ikke tilsigtet fra faderens og moderens side, ligesom den heller ikke seksuelt orienteret. De er jo af den opfattelse, at de holder børnene indespærrede for børnenes skyld, men i deres håbløst forrykte forsøg på at opretholde fantasiuniverset bliver børnene, som i ”Salò”, reduceret til umenneskeliggjorte objekter, og forældrene overser totalt, at projektets sande formål er at tilfredsstille deres eget egoistiske behov, eftersom børnene i virkeligheden holdes indespærrede, ikke for børnenes skyld, men for forældrenes. Det er det, der gør filmen skræmmende, denne forskruede kærlighed og paranoia, som formår at modellere tre meget uskyldsrene, men også afsjælede og, i bund og grund, døde individer. Det er ikke tilfældigt, at sønnen på et tidspunkt spørger moderen, hvad ”zombie” betyder.

Det forklares aldrig, hvorfor børnene holdes indespærrede, men samtidig er det også netop det, der er en af filmens absolutte forcer. Som en anden Poe strør instruktør Giorgos Lanthimos nemlig flere spor hist og her, som man som seer kan bruge til at konstruere en mulig forklaring på, hvorfor forældrene gør som de gør. Man får intet serveret, og det er egentlig meget rart, synes jeg – det klæder filmen.

For at dryppe lidt malurt i bægeret, må jeg dog også indrømme, at jeg fandt ”Dogtooth” en anelse langtrukken i visse sekvenser, ligesom at den visuelt heller ikke er noget festfyrværkeri. Den er stramt, og for så vidt også effektivt, komponeret – man bider bl.a. mærke i, at børnene tit kun befinder sig delvist i billedet, når de står og taler med hinanden, hvilket formentlig skal symbolisere, at de er ufuldstændige eller ”halve” individer – men meget andet er der ikke at sige om billedsiden (det vil sige, det er der, men det vil jeg spare jer for her). Alt dette er dog petitesser, og som seer er man tilstrækkeligt draget af den absurde historie til at man på voyeuristisk vis er ængstelig efter at se, hvordan det hele ender. Man føler medlidenhed med børnene, men samtidig har man også svært ved at identificere sig med dem, fordi de er så infantile i al deres uskyldsrenhed, hvorfor man på ambivalent vis er svært nysgerrig efter at se, om den katastrofe, man hele tiden fornemmer i horisonten nu også realiseres. Og det er netop denne tvetydighed, som filmen formår at vække i en, der giver stof til eftertanke og som, kombineret med historien, hvor alle forklaringer overlades til seeren selv, gør ”Dogtooth” til en god og seværdig film.

Som jeg skrev indledningsvist, synes jeg dog ikke, at jeg sådan rigtig kan forstå filmen. Jeg forlod biografen som et stort spørgsmål tegn, og jeg hader, når det sker. På den anden side så er det også rart at blive udfordret, og efter at have gået og tygget lidt på den og snakket med min kæreste om den, begyndte den ligesom at åbne sig op. Jeg kan derfor garantere, at ”Dogtooth” vil sætte en masse tanker i gang om en masse ting – noget som en god film vel altid bør gøre. Jeg vil dog anbefale, at man ser den sammen med en, som er klar på at diskutere den over en kop kaffe bagefter. Det vil den vinde meget ved.