Rigtige mennesker

Det, jeg så godt kan lide ved franske (og andre ikke-amerikanske) film, er, at de ofte omhandler rigtige, uperfekte mennesker. Skuespillerne har rynker, deller og skønhedspletter og håret er ikke boppet op til en perfekt Loreal reklame. Det giver filmen en anden intimitet og troværdighed og gør historien relaterbar.

Huset ved havet skildrer en families historie, fortalt gennem mødet mellem tre søskende, efter faderens slagtilfælde. Hele filmen udspiller sig i en ganske lille radius fra barndomshjemmet i en lille fiskerby under en viadukt. Spændingskurven er jævn, og det er svært at gengive meget handling, da det centrale er personernes indbyrdes forhold. Der bliver sagt meget med få ord og fortællingen er både sublim og elegant. Dog forekom det mig ikke helt klart, fx hvorfor den ene brors meget unge exkæreste, spillede så stor en rolle i filmen, eller hvorfor de tre flygtningebørn gør entre så sent. Egentlig blev jeg mere nysgerrig på at se, hvad der skete efter filmens meget åbne slutning.