Morsom, men mangelfuld midnatsnostalgi

Vi skal 60 år tilbage i tid, da nybølgen skyllede ind over den europæiske filmbranche, og fransk filmkunst aldrig forblev den samme. Alt var i opløsning efter anden verdenskrig, og den kolde krig havde gjort sit indtog. Berlin-muren stod til at skulle opføres. Og hvad har det så at gøre med Woody Allens nye film? Ingenting, for så vidt. Udover, at amerikansk filmkunst heller ikke forblev den samme. Opdelingen i amerikansk og europæisk filmkunst cementeredes som diamentrale modsætninger, og det var primært en kommerciel over for en kunstnerisk retning. I dag forløber de to spor parallelt. Vi kender blockbusterne, og vi kender det Trierske univers, som ingenlunde er til for at behage tilskueren. Nybølgen i Paris, centreret omkring Godard, Truffaut, Varda og Rivette, skabte en revolution. Pludselig kunne man have en by som protagonist. Og hvilken protagonist. Men filmen skulle også skabe en dybere refleksion over det meningstomrum, som krigen havde efterladt sig, og som den kolde krig lod samtiden være midt i. Nu, 60 år senere, behøver man ikke engang argumentere for, at selvsamme tomrum er tilstede. Se bare begivenhederne i Norge, ekstremismen og den altoverskyggende terrorfrygt. Knausgaard stiller i sine bøger og i debatten rundt om dem spørgsmålet om, hvorvidt bøger rent faktisk kan afspejle virkeligheden. De kan måske afspejle én virkelig, men hvad med når virkeligheden overstiger fantasien, som er tilfældet med tragiske begivenheder som dem i Norge? Tilbage til Woody Allens film. Filmen er lavet af en auteur, som lægger sig i forlængelse af andre kendte auteurs, som har det til fælles, at deres film har en signatur. En specifik signatur. Som Trier har det i sit dystopiske univers, og som Tarantino har det i sit stærkt overdrevne kamp- og voldsunivers. Godard overskred simple montageregler, og fik dét som sit kendetegn. Det lever han fortsat videre på, også selv om han for længst er forgået i det virkelige liv. Er Allens signatur det neurotiske, det selvfremstillende, det tvivlende og uforløste? Hvis man skal tro de utallige interviews fra en særdeles produktiv mand (40 film på 40 år), så ja. Myten bag manden er stadig interessant (forholdet til den yngre adoptivdatter og et livslangt terapi-forløb), men er vi ikke ved at være trætte af den slags klichéer og anekdoter, som hægter sig til skaberen bag filmen? Ville filmens uforløste forfatterspire, Gil Pender (Owen Wilson) ikke stå stærkere, hvis ikke det var fordi han skulle forestille en tro kopi af Woody Allen selv? Hvor meget suppe kan der koges på en prominent instruktør og filmproducent? Meget, åbenbart. Og spørgmålet om, hvorvidt interessen bør gå på selve filmen eller manden bag, lader sig ikke besvare her, for de hænger uløseligt sammen. Og det er filmens svaghed og force på en og samme tid. Plottet er simpelt, Gil Pender tager til Paris med sin kæreste, som han står til at skulle giftes med, samtidig med at han dybt forgabt i fortiden og jævnligt lader sig overskylle af nostalgiske trips. Det volder ham sjælelige problemer. I sine midnatsdrømme møder han det, der for enhver med interesse i litteratur er det rene reference-guf: Hemingway, Stein, og en lang række af 20'ernes prominente skikkelser. Vi som seere slynges selv tilbage i tid og bliver med ét fanget i det, filmen kalder ”fornægtelses-følelsen”: at ville tilbage i tid. Fordi tingene var bedre engang. Så bliver spørgsmålet, om arven fra nybølgestilen er henlagt til tidligere tider, eller om det var bedre dengang? Jeg savner i hvert fald lidt mere avantgarde og lidt mindre blockbuster-æstetik, men for morskabens, sødmens og den lettere sort-hvide skematiserings skyld, så er Midnight in Paris et seværdigt film-objekt. Og Paris som protagonist er uomtvisteligt den rene lækkerhedsfølelse for enhver hel eller halv-frankofil, men filmens væsentlige kunstneriske mangler, såsom flere stilistiske opbrud og kommentarer til uforståeligheden anno 2011, placerer den jævnt på 'hverken-eller' eller 'kun-lige-og-næsten'-barometret.