Realistisk håbløshed
Vurdering:
Samlet vurdering:
Amat Escalantes film om de to illegale mexicanske indvandrere, Jesus og Fausto, kræver meget tålmodighed. Den foregår i et utrolig langsomt tempo, med meget stillestående kameraer og med meget få replikker. Dette bidrager dog til filmens overordnede stemning af håbløshed og hjælpeløshed. Vi ser de mexicanske daglejere, der hver dag står det samme sted og venter på arbejdsgivere til dårligt betalte jobs. Vi ser også en meget langtrukken og stille middag mellem en mor og hendes søn, hvor moren desperat prøver at få kontakt til sønnen. Efter at sønnen er gået, begynder hun at tage stoffer. Disse to triste virkeligheder møder så hinanden, da Jesus og Fausto bryder ind i morens hus og tager hende som gidsel med en noget uklar grund. Denne del af filmen er meget intens.
Problemet med Escalantes film er dog at det hele bliver meget vagt og fortænkt. Der er garanteret masser af samfundskritiske kommentarer og dybere meninger, men i sidste ende synes disse lidt at forsvinde i filmens tomhed og nærmest dokumentar-agtige realisme. Los Bastardos er dog stadig en meget unik film som er værd at opleve.