Fin men distanceret fransk film

Beskueren trækkes voldsomt ind i filmen med en meget stærk åbningsscene, som bestemt ikke er for børn, så min første undren gik på rækken foran mig, hvor et forældrepar havde taget deres omkring 12-årige pige med. Sexscenerne er konsekvent up-front, hvilket – efter en del af disse scener - virker en anelse overflødigt og provokerende for provokationens skyld.
Filmens hovedperson, Anne (den smukke Juliette Binoche) lever et utilfredsstillende liv, som beskrives meget fint med hendes irritation i hjemmet over køleskabet, som ikke vil lukkes; døren som ikke vil åbnes.
Hun er meget alene, både fysisk og i sine tanker, og det gør nogle gange filmen lidt for stillestående, samtidig med at begivenhedernes gang i andre scener er vanskelig at følge. Forholdet til ægtemanden er næsten ikke beskrevet, og indimellem lader det til, at hun finder den største samhørighed hos de to prostituerede, som hun interviewer.
Overordnet er det lidt svært at finde ud af, hvad filmens budskab egentlig er – prøver den at punktere myten om den ”lykkelige luder”? Er kvinder, som lever i ulykkelige ægteskaber, hvor deres hovedfunktion er at være serviceorgan, selv i samme branche? Filmen virker til at være klinisk renset for fordomme, men den mister dermed sin stemme til beskueren. De enkelte karakterer er meget fint beskrevet, bortset fra ægtemanden, som man aldrig rigtig lærer at kende, men Juliette Binoche er fremragende. Samlet ender det på tre stjerner, hvor én alene er til Juliette.