Malaysisk møg

Med "I don´t want to sleep alone" har jeg til aften oplevet en af de underligste filmoplevelser nogensinde.

Instruktøren, Ming-liang Tsai, har valgt at lave en film, der stort set er blottet for både dialog, navne og i det hele taget noget som helst, der ville kunne få publikum til at vide noget hvem personerne i filmen er. Meningen med dette må være at vise det generelle billede på hvordan livet i Malaysias slum foregår, og det er da heller ikke nogen dårlig ide. Desværre for filmen er denne idé bare ført ud i det helt overdrevne og det, kombineneret med nogle sindssygt lange scener gør filmen meget lang og næsten absurd. Oven i de op til flere minutter lange scener, der ofte vise absolut ingenting, står kameraet igennem hele filmen fuldstændig stille. Det kræver altså en vis portion tålmodighed og åbenhed at se "I don´t want to sleep alone".


Filmen i sin helhed har et meget interessant emne, og det er da også det, der hiver stjernerne hjem. Instruktøren formår ikke at gøre den triste historie så stærk at den rent faktisk rammer en som f.eks. "Slumdog Millionaire" gjorde. Ming-liang Tsai har helt sikkert en historie han gerne vil fortælle med sin film, men jeg ville ønske at han havde valgt at råbe højere, istedet for at viske den ud, til et meget smalt publikum.