Hvid, priviligeret midt-vejs-livs-krise

Fra Balkonen var virkelig en blandet oplevelse og jeg er ærlig talt lidt i tvivl om, hvor jeg skal starte, og måske det vidner om et alvorligt problem ved filmen: Som seer var jeg virkelig i tvivl om, hvad Ole gerne ville med dokumentaren. Hvad ville han gerne fortælle mig? Måske skulle det være et portræt af en “almindelig”, priviligeret hvid mands liv og midt-vejs-livs-krise i Norge - men almindeligheden blev slet ikke portrætteret på en særlig smagfuld måde, så det kom til at fremstå meget højtideligt og en anelse selvforgudende og narcissistisk. Jeg tror ikke, det var Oles projekt med dokumentaren, men da alt andet ikke lykkedes for ham, så sad jeg lidt tilbage med det indtryk af ham.

Jeg ville virkelig ikke anbefale folk at se den her dokumentar, der på mange måder var både mondæn og stressende. Klipningen fra A til B til C gik hurtigt, og jeg fik aldrig en fornemmelse af ro og tid til at få lov til at fordybe sig i noget. Genrene var et komplet mash-up rent dokumentarisk, og det fik filmen til at fremstå ret rodet.

Alt i alt en mindre smagfuld film med en dokumentarist, som godt kan lide at smage på sig selv og sit liv.