Masser af gys og shock

Som vild med Guillermo del Torros tidligere film som Børnehjemmet og Pans Labyrint var jeg temmelig forudindtaget, da jeg skulle se Mama. Det lød præcis som en gyserfilm for mig med mange af de elementer, jeg elsker. Uhyggelige nørn, shockeffekter, spøgelser. Det tegnede godt!

Og der blev virkelig lagt godt ud. En børshaj, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, går ned, da den økonomiske krise er på det det højeste, og dræber to kolleger og sine kone. Hans to små piger ser ud til at skulle lide samme skæbne, da han bortfører dem og tager dem med ud på en hæsblæsende køretur, der ender brat, da bilen skrider udover en skrænt i skoven. De nødstedte finder et gammelt hus i skoven og går ind - hvor faderen vil afslutte det, han har sat i gang. Men inden han når det, bliver han dræbt på mystisk vis.

Fem år senere bliver de to små børn fundet. De har overlevet i huset i skoven - hvor de angiveligt er blevet passet på af en vis Mama.

Deres fars bror (også spillet af Coster-Waldau) adopterer pigerne, og sammen med hans kæreste flytter de ind i et hus. Men snart viser sig, at der også er flyttet en anden med, og mystiske ting begynder at ske.

Børnene, især lillesøster Lily, er mega uhyggelige. Den yngste kravler rundt på alle fire og har ikke noget sprog, mens hun leger med sin Mama.
Filmen er fyldt med shockeffekter, så hele biografsalen skreg.

Men ret hurtigt bliver historien tynd og plat. Et kort øjeblik lægges der op til, at storesøsteren kan lide af personlighedsspaltninger, men tråden bliver ikke fulgt op, ligesom publikum allerede på det tidspunkt ved, at det ikke er sådan, det hænger sammen.

Det er vildt ærgerligt, for det, der er det fede ved Børnehjemme og Pans labyrint er netop, at filmen også kan tillægges en psykologisk vinkel i stedet for den overnaturlige og spiller på skismaet mellem de to lag. Det gør Mama ikke, der er ren spøgelsesfilm. Spøgelset bliver endog meget fysisk, hvilket ødelagde alt for mig.

Jeg var pænt skuffet over filmen, men giver den alligevel tre stjerner for alle de gange, jeg skreg og hoppede i mit sæde.