Depressive Fragmenter

Her er på ingen måde tale om at andet end en barsk historie fra det virkelige liv. Desværre er den hverken synderlig gennemtænkt, interessant eller rørende. Filmens eneste krav på opmærksomhed er årsagen til dens tilblivelse. For manden foran kameraet er en iransk filminstruktør der grundet sit arbejde har pådraget sig fængselsdomme, krafttig censur og husarrest. Nu forsøger han med denne film at bekæmpe kedsomheden ved finde nye udtryksformer for de kreative ideer således han kan få bearbejdet den juridiske modgang og livets uretfærdighed.

Filmen mangler struktur, fremdrift, overblik og fokus. Hvilket understreger instruktørens desperate situation og samtidig sikrer at de juridiske pålæg ikke brydes. Filmen giver små interessante glimt fra en lukket og ukendt verden, men det er den fremmedartet hverdag i et samfund under pres der hiver vurderingen op på to kongekroner.

Jeg vil ikke anbefale dig at se filmen som andet end en kreative protest fra en skabende kræft der behøver din opmærksomhed og støtte.